MENTALITET Moderne biler i de mere veludstyrede udgaver har masser af assistenter og semiautomatiske funktioner, der gør kørslen både lettere og mere sikker. Men den franske bilproducent Renault går skridtet længere og har udført et eksperiment, hvor tre testchauffører i en specialbygget bil kun brugte deres tankers kraft til at navigere rundt på en kørebane og accelerere, bremse og dreje køretøjet mod højre og venstre.
Forsøget fandt sted på en testbane i Stockholm i slutningen af oktober, og selvom der er et stykke vej endnu før de "hjernestyrede" biler kører rundt på de danske veje, peger eksperimentet på en interessant teknik.
Teorien bag eksperimentet er velkendt, men teknologien kompleks: alle tre chauffører fik et specielt apparat på hovedet, som satte hjernen i forbindelse med en computer, der målte og registrerede de individuelle hjernebølger.
For at lykkes med at sætte bilen i bevægelse, var det afgørende, at chaufførerne kunne lukke støjen i den arbejdende hjerne ude og fokusere på de rigtige og for opgaven relevante tanker. Derfor allierede Renault sig med coach og foredragsholder Jacob Søndergaard, der kunne give chaufførerne et indblik i nogle af de teknikker, som bl.a. professionelle atleter gør brug af for at nå ekstreme resultater:
- For at lykkes med det, man har sat sig for, kan det være afgørende, at man træner hjernen til at fokusere på de ’rigtige’ tanker og udelukker ’støjen’ i den arbejdende hjerne. For professionelle atleter er det en naturlig del af træningen, men alle os andre, vi glemmer meget let at prioritere den mentale styrketræning, fortæller coach Jacob Søndergaard.
Vi glemmer den mentale styrketræning
Mange danskere dyrker i dag fysisk og psykisk krævende sportsgrene som triatlon og ultraløb, og de senere år er denne slags ekstreme sportsudfoldelser næsten blevet nationalsport i Danmark.
Som baggrund for eksperimentet har YouGov foretaget en analyse blandt danskerne på vegne af Renault. I undersøgelsen svarer omkring 20 procent af de adspurgte danskere eksempelvis, at de i øjeblikket træner op til triatlon, maraton eller ironman eller andre "endurance" løb.
Mens 30 procent af danskerne svarer, at det rette udstyr er et vigtigt element, når de træner, mener hele 78 procent, at en stærk motivation og mental styrke er afgørende for at nå resultater med træningen. Alligevel prioriterer kun de færreste at sætte tid og fokus af til at forbedre den mentale styrke. Faktisk er det kun seks procent af danskerne, der har en rutine med mentaltræning - og det kan have stor betydning for vores præstation:
- Det, som eksperimentet har vist, er lige præcist, hvad vi rent faktisk formår, når vi har de rigtige værktøjer og træningen til at kunne kontrollere vores tanker og lukke støjen ude. Gennem mentaltræning udnyttes hjernens potentiale til at hjælpe dig med at performe, imens du opnår en højere grad af bevidsthed om, hvilke tanker, der styrer dig. Og det er værd at have med sig hele vejen rundt - fra træning til arbejdet, blandt venner og hjemme hos familien, siger Jacob Søndergaard.
Kør bil med tankens kraft
Et hold af tre personer, en coach og en bil uden rat og gearstang – det er elementerne i et nyt forsøg, der skal teste styrkegraden af mentale kræfter. Renault står bag eksperimentet og har bygget den specielle Kadjar, der lader sig køre udelukkende på hjernebølger.