MILJØDELEGATION En delegation på fem topembedsmænd fra miljømyndighederne i Jiangsu provinsen i Kina med 79 millioner indbyggere og 13 millioner personbiler har netop, sammen med repræsentanter fra Miljøstyrelsen og den danske ambassade i Beijing, været på besøg hos MT Filter Service i Karlslunde.
Formålet med besøget var, at få en indsigt i, hvordan man i praksis håndterer rensning, renovering og vedligeholdelse af partikelfiltre i det automotive eftermarked.
Kina har i disse år meget fokus på miljømæssige tiltag, og i forbindelse med, at antallet af biler i Kina er mangedoblet, er der naturligt fulgt et kæmpe forureningsproblem med. Men der er tiltag på vej. I et forsøg på at få bugt med de livsfarlige smogtåger vil Beijing indføre nye regler for køretøjers udledning af emissioner og udstødningsgasser, som skal træde i kraft 1. december 2017.
Verdens strengeste regler
De nye standarder er baseret på "verdens strengeste regler for forurening fra biler", skriver Beijings kontor for miljøbeskyttelse i et nyt dokument, og i resten af Kina er lignende initiativer på vej.
Spørger man kineserne selv, siger de, at de er gode til at indføre de nødvendige regler, men når det kommer til den praktiske gennemførelse, og det at komme i mål med resultaterne, bliver det svært, fordi man mangler den praktiske knowhow på området.
15 års erfaring hos MT Filter
Det er her MT Filter Service kommer ind i billedet. Her har man i snart 15 år håndteret rensning og vedligeholdelse af partikelfiltre til dieselbiler, og herigennem oparbejdet en betydelig ekspertise hvad angår den praktiske håndtering af de udfordringer der opstår, når bilerne ikke længere er helt nye, og forureningen stadig skal begrænses.
De kinesiske eksperter fik en præsentation af de renseprocesser som MT filter har udviklet gennem årene, samt en indsigt i de kontrolprocesser, der skal til for at sikre, at de rensede filtre også opfylder deres funktion efter at have været igennem renseprocessen.
Den kinesiske delegation gav efter besøget udtryk for stor tilfredshed med den åbenhed, indehaver Flemming Nøhr lagde for dagen, og som en af deltagerne efterfølgende noterede sig: "Vi er meget åbne for et samarbejde, og vi ville gerne have haft Flemming Nøhr med hjem".
Hvem ved - måske skal kineserne til at rense partikelfiltre efter metoder udviklet i Karlslunde. Spørger man Flemming Nøhr, er MT Filter Service klar.
Kinesisk inspiration i Karlslunde
Knowhow fra MT Filter Service skal hjælpe Kinas miljø.