23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

En leje-branche i forandring

DISRUPTION Det er ikke blevet nemmere at leve af at leje biler ud. Det viser Top 100’s årlige gennemgang af branchen - samlet set er bruttoresultatet i branchen gået tilbage med 13 procent. Nogle tilskriver det sænkelsen af registreringsafgiften. Andre peger på nye spillere og alternative forretningsmodeller.

En af dem står Mathias Møl Dalsgaard bag. Sammen med studiekammeraten Søren Riis skabte de GoMore, så man i dag kan leje bil direkte af en anden privatperson i ens eget nabolag. Men er det disruption af markedet for biludlejning?

- Delvist. Vi skaber et nyt marked, en ny måde at have adgang til biler, som ikke har eksisteret før. Så vi er ikke bare en negativ konkurrence for en eksisterende industri, vi skaber også nye muligheder for både forbrugerne og for markedet, forklarer direktør Mathias Møl Dalsgaard.

Lars Dissing, der er Commercial Director for Avis og Budget i hele Skandinavien, er faktisk enig.

- GoMore tanken er god, og vi støtter udvikling af delebiler - biludlejning har jo aldrig været andet end at dele en bil mellem flere personer. Vi kan vel sige, at vi har oplevet en "mini-disruption" af markedet. Der er kunder, som vælger for eksempel GoMore - men da vi stadig har vækst i kunder og omsætning, så er der ikke sket en revolution. Som traditionelt selskab er det også vigtigt at udvikle sig og sikre, at vi også på sigt er kundernes primære leverandør, når man mangler et transportmiddel - og vi tror på at dele-konceptet vil være stigende i fremtiden, siger Avis-direktøren.

Avis turnaround og salg

Lars Dissing er måske også en af de mænd i branchen, der kan tillade sig at være positivt stillet overfor forandring. Ifølge Top 100 var Avis eneste biludlejer, der øgede resultatet før skat i 2016. Det kom sig af, at man ryddede op i organisationen i 2013, og vekslede et tocifret millionunderskud samme år til et resultat før skat på knap 16 mio. kr. i 2016.

- Vi havde en decideret turnaround i 2013, hvor alt kom i fokus - alle typer omkostninger og alle typer indtægter. Dette var et hårdt år for organisationen, men vi har de efterfølgende år heldigvis også set resultatet af dette. En meget mere lean organisation som er klar til konkurrencen i Danmark. 2015 var et specielt år på den måde, at AvisBudget Danmark blev solgt til ejerne af AvisBudget rettighederne - ABG Group i USA. Det betød naturligvis omlægning af en række processer, men ikke et decideret dårligt år.

Hos Mathias Møl Dalsgaard er der endnu ikke udsigt til sorte tal på bundlinjen. 2016 var ganske vidst GoMores første positive bruttoresultat. Men personaleomkostningerne var blevet næsten fordoblet mellem 2015 og 2016, og det har resulteret i virksomhedens dårligste resultat før skat i hele top 100’s analyseperiode. Men det gør ikke direktøren bekymret.

- Vi er i en række forskellige markeder. Det er klart, at det er et mål i hvert eneste marked at nå til at lave en stærkere forretning. Danmark, isoleret betragtet, er blevet en god forretning. Underskuddet kommer fra de andre markeder, hvor vi bare ikke nået så langt endnu, forklarer Mathias Møl Dalsgaard og fortsætter.

- Vi kunne sagtens have valgt at lave overskud, og så bare have en lille forretning, der ikke vokser så meget. Det er fint, men det er ikke noget, jeg planlægger at gøre. I min optik er du først nødt til at lave overskud, når du ikke længere tror på vækst.

Noget tyder på, at GoMore vækster, idet virksomheden har 640.000 medlemmer i Danmark, Spanien, Norge, Sverige og Frankrig. Der er dog stadig lidt vej, før de kan konkurrere med Avis, der på verdensplan er tilstede i 165 lande. 

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203