23948sdkhjf

Det mener branchen om aftalen

Der er glæde at spore hos de fleste aktører i den danske autobranche. Men også, lidt malurt i bægeret.

BILAFGIFTER Regeringen og Dansk Folkeparti landede torsdag aften en aftale, der giver billigere mellemklassebiler, højere reparationsgrænse og lukning af leasinghul.

Aftalen møder tilfredshed i den danske autobranche. Her er et udpluk af kommentarerne:

AutoBranchen Danmark er lettet

Der er tilfredshed med ny aftale om bilafgifter i AutoBranchen Danmark, der hilser dagens aftale om billigere, mere sikre og grønnere biler velkommen. Samtidig glæder organisationen sig over, at der bliver grebet ind over for leasingkarusellen, og at reparationsgrænsen for skadede biler bliver hævet til 75 pct. over to år.

"Med aftalen er der endelig skabt sikkerhed om bilafgifterne. Det har vi sukket efter i en måned og det betyder, at forbrugerne nu igen kan vende tilbage til forhandlerne og begynde at købe biler", siger direktør i AutoBranchen Danmark, Gitte Seeberg.

Den samlede autobranche har støttet en teknisk omlægning, og selv om den politiske aftale afspejler et kompromis mellem regeringen og DF , er der overvejende tilfredshed.

"For os har det vigtigste været at få lavere afgifter, mere sikre og miljørigtige biler og få lukket leasinghullet. Nu skal vi lige fordøje aftalen og regne på konsekvenser, men det ser ud til, at det trækker i den rigtige retning med en lavere afgiftsats, afgiftsnedslag for endnu mere sikkerhedsudstyr og højere kilometergrænse samt mere vægt på den grønne ejerafgift," siger Gitte Seeberg.

Hun glæder sig også over, at den såkaldte reparationsgrænse for skadede biler bliver hævet til først 70 pct og yderligere 75 pct. i 2020.

"Det er vigtigt, at reparationsgrænsen bliver hævet. Ellers ville det have betydet, at værkstederne ville blive meget hårdt ramt af en nedsættelse af bilafgifterne, da flere fuldt funktionsdygtige biler ellers ville blive kasseret", siger Gitte Seeberg.

Nye bilafgifter vækker glæde hos importørerne

”Vi er naturligvis glade for, at der er kommet en aftale, der sænker afgifterne og samtidig øger incitamentet til at anskaffe både grønnere og mere sikre biler. Hvis det stod til os, så havde vi meget gerne set et opgør med det nuværende system, men vi forstår, at det har været en svær øvelse. Derfor synes vi, at den aftale der er landet i dag, er et fint kompromis, hvor vi både får billigere biler og samtidig gør dem mere miljøvenlige og sikre.” udtaler direktør for De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen.

De Danske Bilimportører havde ellers fremlagt beregninger og modeller for hvordan man kunne omlægge registreringsafgiften til en ren teknisk afgift, men det ønske er ikke blevet efterkommet med den nye aftale. Hele bilbranchen i form af forbrugerorganisationen FDM, Bilbranchen i DI, Autobranchen, De Danske Bilimportører og flere andre organisationer har i mange år ønsket et nyt afgiftssystem, da den eksisterende værdiafgift har en lang række af uhensigtsmæssigheder, og derfor var håbet at man denne gang ville komme igennem med ønsket om en reform

”Vi har aldrig oplevet, at man har diskuteret og forhandlet bilafgifter i offentligheden før. Da regeringen åbnede ballet med en så markant sænkelse, og da DF meldte ønsket om en teknisk baseret afgift på banen, så vi det naturligvis som vores mulighed for at få tekniske afgifter. Vi håbede på, at der nu var mulighed for at få den omlægning, som branchen har ønsket i mange år. Det blev ikke i denne omgang, men aftalen fra i dag er et skridt i den rigtige retning, og vi er glade for aftalen.” siger Gunni Mikkelsen.

SKAD er overordnet tilfreds

”Det er et positivt resultat at der er fundet en løsning, hvor registreringsafgiften fortsat kan danne et grundlag for skatteindtægter og samtidig medvirke til større miljøsikkerhed. Vi hilser også lukning af afgiftsvask ved leasing velkommen. Vi er dog forundret over den meget tilbageholdende beslutning om at udskyde en forhøjelse af reparationsgrænsen til 2019 og 2020. Desuden savner vi opgørelse med brugte dele, der havde virkeligt gjort en forskel i miljødebatten og skabt resultater i den cirkulære økonomi,” udtaler Thomas Krebs, direktør i den danske autoskadebranche SKAD.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094