23948sdkhjf

Frank Jensen varsler opgør med dieselbiler i København

Den mest truede art i København er den helt almindelige LO-familie, mener overborgmesteren.

BYZONER I København foregår der lige nu en heftig debat om planer om at bygge boliger på en del af Amager Fælled. Boligerne vil true særligt sårbar og værdifuld natur, mener kritikerne.

Men Københavns overborgmester Frank Jensen (S) forsvarer byggeplanerne indædt. Det er nemlig ikke frøer og planter, der er mest truet i København.

Det er helt almindelige københavnere, der må indånde forurenet luft.

Derfor bebuder overborgmesteren en plan for at nedbringe luftforureningen, der hvert år koster 540 mennesker livet.

- Vi skal have byer, hvor man ikke skal være bange for at trække vejret, siger Frank Jensen i sin tale ved Socialdemokratiets kongres.

- Det er grunden til, at vi udskifter alle byens dieselbusser med elbusser i de kommende år. De larmer ikke, og de sviner ikke.

- Men vi kommer ikke udenom, at vi også må se på dieselbilerne, lyder det fra overborgmesteren.

Hvordan Socialdemokratiet så nærmere bestemt vil sikre renere luft i hovedstaden, kommer han ikke ind på. Men det bliver helt sikkert ikke i form af en betalingsring.

Den idé er stendød og bliver liggende i sin grav, fastslår Frank Jensen.

- Jeg håber, at vi kan få udfaset diesel som drivmiddel i byerne, understreger Frank Jensen efterfølgende over for Ritzau.

- Storbyfamilier vil ikke finde sig i, at den luft, de og deres børn indånder, er farlig for dem.

Overborgmesteren håber, at den miljøzone, der gælder for lastbiler i dag, også kan komme til at omfatte person- og varebiler. Miljøzonen er et område, hvor kun lastbiler med særlige partikelfiltre må køre ind.

Men de allermindste partikler kan ikke opfanges af filtrene, forklarer Frank Jensen.

- Det er baggrunden for, at vi i Socialdemokratiet i København i løbet af den kommende valgkamp vil komme med et samlet udspil om bedre luftkvalitet.

Frank Jensen vil endnu ikke sætte tidspunkt på, hvornår dieselbilerne skal være udfaset.

- Jeg ved godt, at der er familier, der har købt en dieselbil i god tro, måske for ganske nyligt, fordi man mente, at det var det rigtige valg, siger han.

- Men vi kommer til over de kommende år i alle storbyer i Europa at tage et opgør med diesel som drivmiddel. For vi kan ikke rense de partikler, som giver luftvejssygdomme.

At genvinde overborgmesterposten i København er et afgørende succeskriterium for Socialdemokratiet ved det kommende kommunalvalg i november.

Frank Jensen forventer, at miljøspørgsmål kommer til at spille en stor rolle.

- Det er klart, at den grønne dagsorden er stor i København. Jeg føler mig som socialdemokrat som en del af den grønne dagsorden, siger han.

- Jeg vil tage den dagsorden dybt alvorligt, for vi har brug for at forbedre luftkvaliteten.

- Der er altid udfordringer, når socialdemokrater skal genvælges, og jeg tager ikke noget for givet. Jeg ved godt, at jeg skal slide hårdt for det, siger han til Ritzau.

/ritzau/

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093