Kunde glemte at oplyse bilens reelle alder

JURA Det er faktisk ret sjældent at der gennemføres sager, som en forhandler har anlagt mod en kunde i forbindelse med en bilhandel. Normalt er det jo kunden - forbrugeren - der oplever fejl og mangler ved den købte bil, som man ikke kan blive enig med forhandleren om, og som derfor ender i Ankenævnet eller ved domstolene.

Når det sjældent er den modsatte vej, skyldes det at det kan være meget vanskeligt for en forhandler at gennemføre en reklamationssag mod en kunde. En af årsagerne er, at forhandlerne ikke er beskyttet på samme måder som kunderne af købelovens forbrugerkøbsbestemmelser. Forhandleren handler inden for sit erhverv, når han køber en bil ind eller tager en bil i bytte, og det køb er derfor omfattet af de på nogle måder lempeligere bestemmelser om handelskøb.

I hvert fald giver de bestemmelser ikke på samme måde en beskyttelse af forhandleren, som de gør af forbrugeren.

Det betyder bl.a., at en forhandler har en undersøgelsespligt, når han køber en bil, og hvis en forhandler undlader at foretage en undersøgelse af bilen, mister han sine muligheder for at reklamere over for en kunde over de eventuelle fejl, som han kunne have opdaget ved blot en simpel undersøgelse.

Det vil sige, at hvis man vælger blot at blive siddende på kontoret og se på bilen ud gennem vinduet, og dermed overser nogle fejl, der kunne have været opdaget af ved et nærmere eftersyn, vil man ikke efterfølgende kunne reklamere over disse.

Kundens oplysningspligt
Hvordan harmonerer det så med, at kunden jo også har en pligt til loyalt at oplyse om eventuelle fejl, som han er bekendt med? Kunden har pligt til at oplyse om forhold, som han er bekendt med og som har betydning for bilens værdi, og som sælgeren ikke umiddelbart vil kunne finde ud af.

Forhandleren bør derfor gå ud og besigtige bilen og tage en kort køretur i bilen, hvis han skal være sikker på bilens stand. Undlader han dette påtager han sig en risiko for, at bilen er fejlbehæftet.

Såfremt kunden specifikt ved, at der er særlige forhold omkring bilen, og undlader kunden at oplyse forhandleren derom, kan kunden dog få et ansvar.

En sådan sag er lige blevet behandlet i Vestre Landsret, hvor Autobranchen Danmark førte sagen for vores medlem.

Jeg har tidligere omtalt sagen efter den var blevet afgjort i byretten, men sagen blev anket til landsretten af kunden.

Kort beskrevet var forholdet det, at en forhandler i en byttehandel fik en BMW 535D, som ifølge registreringsattesten var indregistreret første gang i 2009. Datoen i 2009 blev også indføjet i slutsedlen, som selvfølgelig blev underskrevet af begge parter.

Der var mellem parterne uenighed om hvilke papirer, der havde været til rådighed ved aftalens indgåelse. Det lå dog fast, at senest da forhandleren havde modtaget bilen fik han et charteque eller en pose med papirer. Da han kiggede deri opdagede han, at der lå nogle dokumenter, som viste at bilen var importeret fra Tyskland i 2009, og at den var indregistreret i Tyskland første gang i 2007 på trods af, at den danske registreringsattest udviste en første registreringsdato i 2009.

Imellem de udleverede papirer fandtes også en afgiftsberegning med angivelse af datoen i 2007, som var stilet til kunden - sælger af bilen.

Bilen var to år ældre
Under retssagen blev det gjort gældende fra forhandleren og Autobranchen Danmark, at kunden havde undladt at informere om dette forhold på trods af, at han havde vidst, at bilen var fra 2007 og ikke fra 2009, som det også var oplyst ved kundens første kontakt til forhandleren.

Kunden gjorde på sin side gældende, at forhandleren havde haft bilens papirer til rådighed, og at han kunne eller burde have haft gennemset dem alle, og at han dermed ikke havde opfyldt sin undersøgelsespligt.

Ved byrettens afgørelse blev det lagt til grund, at bilen var fra 2007 og ikke fra 2009, som det fremgik af registreringsattesten og anført i slutsedlen. Bilen var derfor indgået i handlen og prissat som værende fra 2009. Derfor forelå der en mangel ved bilen, som forhandleren kunne gøre gældende over for kunden.

Spørgsmålet var dernæst om forhandleren ikke havde opfyldt sin undersøgelsespligt eller om kunden havde forsømt sin oplysningspligt. Retten nåede frem til, at uanset om forhandleren kunne have fundet frem til, at bilen var fra 2007 ved at have gennemgået samtlige papirer, så havde kunden tilsidesat sin oplysningspligt, idet han notorisk vidste, at bilen var fra 2007, og at der derfor var fejl i registreringsattesten.

Han var derfor i ond tro, og burde have oplyst forhandleren om den korrekte registreringsdato, og på det grundlag kunne forhandleren gøre et erstatningskrav gældende mod kunden.

Landsretten stadfæstede dommen
Sagen blev som nævnt anket til landsretten og Vestre Landsret nåede frem til samme resultat ud fra de samme argumenter. Erstatningskravet var fastsat til 50.000 kr. og kunden blev derfor ved landsretten dømt til at tilbagebetale 50.000 kr. til forhandleren.

Sagen er som nævnt sjælden, og den viser med al tydelighed, hvor meget der skal til for at opnå erstatning fra en kunde. Der stilles store krav til beviserne, og i dette tilfælde var det kun fordi, der rent faktisk lå en afgiftsberegning stilet til kunden, at der var et endegyldigt bevis for at kunden havde været i ond tro, og derfor burde have givet forhandleren oplysningen om den korrekte registreringsdato.

Jeg vil ikke undlade endnu engang at påpege det problematiske i, at der ligesom i denne sag jævnligt ses fejl i registreringsattesterne - herunder fejl, som medfører store tab for de forhandlere det går ud over.

Der synes at være en tendens til, at fejlene oftest ses ved brugt-importerede biler, hvor den første registreringsdato i Danmark bliver anført som bilens første registreringsdato.

Det kunne indikere at både toldsynsvirksomheder og de forhandlere, der importerer bilerne skal være mere opmærksomme på, at de anførte data er korrekte.