23948sdkhjf

Markant stigning i anmeldelser om løse hjulbolte

Politiet har i år modtaget 636 anmeldelser om løse hjulbolte. Der er sket en stor stigning de seneste uger.

Det strømmer ind med anmeldelser om løse hjulbolte. Således er antallet af anmeldelser om løse hjulbolte steget med 393 på tre uger. Det oplyser Rigspolitiet.

19. juni opgjorde politiet antallet af anmeldelser i år til 243, og tre uger senere, 10. juli, er antallet oppe på 636.

Tallene viser, at anmeldelserne er fra politikredse i hele landet.

Hen over sommeren har løsnede hjulbolte været skyld i flere farlige situationer.

En af de seneste tilfælde var ifølge TV2 Bornholm mandag aften, da en bilist mistede herredømmet over sin bil og opdagede, at boltene var blevet løsnet på bilens hjul.

På Bornholm er man nu oppe på 11 anmeldelser, hvilket gør politikredsen til den med det laveste antal. Det er politiet i Nordsjælland, Midt- og Vestjylland og Midt- og Vestsjælland, der har modtaget flest anmeldelser.

I Midt- og Vestjylland er antallet af anmeldelser på 78. Kommunikationsrådgiver Mette Helm fortæller, det muligvis kan skyldes fænomenet "copycat" - at man kopierer forbrydelsen.

- Man ser en gang imellem, at folk i en stor misforståelse lader sig inspirere af noget, som andre har gjort. Det kan også være, at folk ikke har fået skiftet deres dæk ordentligt.

- Men vi undrer os over, at vi ikke får nogle henvendelser fra folk, der ved, hvem der står bag. Når et problem er så stort og udbredt i hele landet, ville der typisk være nogen, som er vidne om, hvem der står bag, siger hun.

Politiet modtog den første anmeldelse om løsnede hjulbolte på biler i marts.

Den kom fra en mand i Ringsted. Han opdagede, at nogen havde løsnet hjulboltene på hans bil i ly af mørket. Senere har det vist sig at være den første af en lang række lignende episoder rundt om i landet.

Politiet har tidligere oplyst, at man vil blive sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, hvis man løsner hjulboltene på en bil. Det handler om, at man på hensynsløs måde bringer andres liv eller førlighed i fare.

Rigspolitiet oplyser, at der ikke nødvendigvis ligger forbrydelser bag anmeldelserne. Der kan også være tale om eksempelvis nylige hjulskift, som årsag til at hjulboltene har løsnet sig.

Lone Otto, der er leder i FDM's tekniske afdeling, har tidligere forklaret, at de løse bolte kan skyldes noget så simpelt, som at mekanikeren eller folk selv ikke har fået spændt boltene ordentligt efter ved skiftet til sommerdæk.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094