Brugtbil: Hvad skal oplyses og hvad skal undersøges?

JURA Hvor går grænsen mellem kundens oplysningspligt og sælgers undersøgelsespligt, når en brugt bil tages i bytte? Ankenævn for biler har taget stilling til problematikken.

Når en kunde giver sin brugte bil i bytte, har kunden en vis pligt til at oplyse bilforhandleren om forhold, som kunden har kendskab til, og som kunden kan indse har betydning for forhandlerens vurdering af bilens pris.

Omvendt har bilforhandleren som den professionelle part pligt til at undersøge byttebilen. Men de to "pligter" vejer ikke det samme på vægtskålen.

Ankenævn for Biler har behandlet en sag, hvor en kunde i januar 2017 købte en ny bil hos en bilforhandler. I handlen indgik en byttebil fra 2011 med en kilometerstand på 200.000, som var prissat til 22.500 kroner.

20 minutter efter kunden er kørt væk med sin nye bil, konstaterede bilforhandleren, at byttebilens femte gear var defekt og at motorlampen lyste. Bilforhandleren kontaktede med det samme kunden med besked om, at prisen for byttebilen derfor ville blive nedsat med 5.000 kroner.

Kunde indbragte sagen
Kunden indbragte sagen for Ankenævn for biler og oplyste, at han ikke havde oplevet problemer med gearet eller motorlampen. Bilforhandleren foretog ingen undersøgelse eller prøvekørsel af byttebilen hverken ved aftalens indgåelse eller ved modtagelsen af byttebilen.

På sin side argumenterede bilforhandleren for, at kunden burde have oplyst ham om problemerne allerede, ved aftalens indgåelse eller, hvis problemerne først var opstået efter slutsedlens indgåelse, da byttebilen blev afleveret.

Bilforhandleren henviste i den forbindelse til, at kunden måtte have haft kendskab til problemerne samt til de almindelige betingelser på slutsedlens bagside, hvorefter byttebilen skulle afleveres i samme stand som ved aftalens indgåelse og at kunden bærer risikoen for byttebilens forringelse ind til den afleveres.

Oplysningspligten er begrænset
Ankenævnet fastslår i sin afgørelse, at kunden havde oplyst, at han ikke havde kendskab til de fejl, som bilforhandleren har påberåbt sig som begrundelse for at nedsætte prisen for byttebilen.

Ankenævnet finder ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kundens oplysninger herom.

Hertil kommer, at bilforhandleren som den professionelle part burde have undersøgt bilen grundigt ved leveringen for at konstatere, om den havde mangler.

Hvis bilen før eller ved leveringen havde haft de mangler, som bilforhandleren havde påberåbt sig, ville en sådan undersøgelse have afdækket forholdet. Under de anførte omstændigheder gav ankenævnet kunden medhold i at prisen på byttebilen ikke skulle nedsættes.

For det første viser afgørelsen, at kundens oplysningspligt er meget begrænset. Når kunden som her nægter kendskab til fejl på byttebilen, accepterer nævnet denne forklaring, medmindre der er oplysninger i sagen, der sår reel tvivl om kundens påstand.

Der skal, som det hedder i afgørelsen, være et "tilstrækkeligt grundlag" for at se bort fra kundens oplysning. Man tror altså som udgangspunkt på kunden og man bør ikke have de store forventninger til, hvad kunden burde vide om sin egen bil, selv om kunden - måske i årevis - har været daglig bruger.

For det andet viser afgørelsen, at bilforhandleren bør undersøge byttebilen. Hvis der efterfølgende er uenighed om, hvorvidt byttebilen har fejl, ville en undersøgelse kunne afdække dette.

Når det i afgørelsen nævnes at undersøgelsen skal være grundig, skal dette formentlig fortolkes således, at undersøgelsen skal gennemføres med den professionelle bilforhandlers briller på.

Den undersøgelse, bilforhandleren bør gennemføre, er dermed mere omfattende, end en ikke-professionels undersøgelse.

Heri ligger blandt andet, at bilforhandleren bør vide, hvad der erfaringsmæssigt skal kigges efter alt efter byttebilens alder, stand og omstændighederne i øvrigt.

Svært at rejse krav mod kunden
For det tredje viser afgørelsen, at en bestemmelse i slutsedlens almindelige vilkår om, at byttebilen skal leveres i samme stand som ved aftalens indgåelse, og at køber bærer ansvaret for byttebilens forringelse i tiden indtil afleveringen, ikke kan fritage bilforhandleren for at undersøge byttebilen.

Det er almindeligt forekommende, at bilforhandlere undlader at undersøge og prøvekøre de biler, der tages i bytte.

Hvis man efterfølgende står med en brugt bil, som ikke svarer til det forventede, er det op ad bakke at rejse krav mod kunden.

Standardvilkår om risikoen for forringelse indtil levering er nødvendige, fordi ejendomsretten til byttebilen faktisk overgår til bilforhandleren allerede ved indgåelse af slutsedlen. Standardvilkår kan imidlertid ikke erstatte bilforhandlerens bevisbyrde, hvis der opstår uenighed - her er undersøgelsen nødvendig.