Semler tilbyder alle bilister gratis dataopkobling
MARKEDSFØRING Min Volkswagen er navnet på et skelsættende nyt tiltag fra det Semler-ejede selskab Connected Cars, der netop er blevet lanceret. Målet er, at 75.000 bilejere kvit og frit allerede i år på et mærkeværksted får monteret en simkort-enhed i bilens OBD-port, der således læser data i alle bokse i køretøjet. Og yderligere 100.000 enheder næste år.
Enheden forener bilejeren og forhandleren/værkstedet og giver begge en række overvågningsmuligheder, ligesom vejhjælp via Dansk Autohjælp og ulykkesredning er indbygget i det digitale setup gennem også en 3D-accelerator i boksen. Desuden planlægger virksomheden på sigt at samarbejde med tredjeparter, såsom forsikringsudbydere, parkerings- og olieselskaber m.fl. via kundernes app.
Tiltaget blev omtalt på Biløkonomdagen forleden, hvor servicemarkedschef Nicolai Capion Rasmussen fremlagde mulighederne i det nye system, der også kan monteres i biler uden for VW-regi. I første omgang gælder det VW-modeller tilbage til 2008, og senere i år VW familiens andre bilmærker.
- Vi har lavet kundeundersøgelser, der viser, at 95 procent gerne vil have en boks installeret, der giver dem nye muligheder for at overvåge bilen, selv på afstand, via appen hvad angår placering, dæktryk, tankniveau, oliestand, batteritilstand med videre. Og så kan man chatte med forhandleren, der således bliver promoveret, via appen og booke tid på værkstedet, hvilket styrker kunderelationen.
- Mærkeværkstederne kan se alt omkring bilen på pc-skærmen via oversatte Hexa-koder, herunder periodiske fejl - ja selv fejl der fremkommer i sving eller ved varm eller kold motor. Og det har betydning for bestilling af dele på værkstedet.
- Vi ved, at fremtiden bliver en kamp om bilens stik, og vi kan forvente selvkørende elbiler i fremtiden med 30 procent lavere omsætning, så det gælder for os om at holde på biler, data og kunder med nye tiltag som dette, sagde Nicolai Capion Rasmussen på Biløkonomdagen. Selskabet er opmærksom på branchedebatten i også EU om bilfabrikker, mærkeværksteder contra frie værksteder om retten til brug af data.
Anonym køre-overvågning
Det egenudviklede danske Min Volkswagen er mere omfattende data- og mulighedsmæssigt end VW-fabrikkens nuværende Volkswagen Connect via bluetooth. Det danske tiltag har været fire år undervejs og indbefatter "massive investeringer, men tjener sig selv hjem efter blot et enkelt værkstedsbesøg fra kunden". Det indbyggede simkort fungerer og sender data uden omkostning for kunden i 55 lande. Systemet opererer bag en firewall og bør dermed ikke kunne blive hacket.
Elektronisk kørebog og detaljerede brugtvognsbeviser bliver en mulighed i systemet i en af de kommende releases.
I sit materiale på hjemmesiden oplyser Connected Cars, at man ikke kan overvåge bilernes position, men at køredata kun bliver brugt til at analysere trafikmønstre og vejforhold. Desuden oplyses, at kunderne har frit valg af eventuelt ikke-mærkeværksted - men at kun mærkeværkstedet kan gøre brug af boksens data. VW kan afmelde ved salg af bilen. Et klistermærke på B-stolpen angiver, at bilen er tilmeldt.
En kommentar fra salen på Biløkonomdagen var, at Connected Cars bør holde mærkeværkstederne skadesløse i forhold til det kommende forventede store monteringsarbejde. Connected Cars og Semler oplyser, at en aftale om dette er indgået med værkstederne.