Bil udsat for identitetstyveri

JURA Jeg har netop modtaget dommen i en retssag, jeg har ført for et medlem. Et af de væsentlige spørgsmål i sagen var, hvilken vægt man som bilhandler kan lægge på de oplysninger, der er tilgængelige i de offentlige systemer, og hvilken pligt man har til at foretage yderligere undersøgelser for at få dokumenteret disse oplysninger - herunder hvis risiko det er, hvis man ikke søger yderligere dokumentation.

Sagens grundlag var en leasingaftale, hvor en kunde selv kom med en bil - En Audi A6 - uden afgift, som han angiveligt havde købt i Tyskland. Bilen skulle danne grundlag for en leasingaftale med et leasingselskab. Forhandleren købte bilen af kunden og solgte den videre til leasingselskabet, som lavede den ønskede leasingaftale med kunden.

Alting var for så vidt foregået helt efter bogen i forhold til den type købs- og finansieringsaftaler. Som grundlag for aftalen lå en italiensk registreringsattest, en toldsynsrapport og senere en udskrift fra DMR samt selvfølgelig selve bilen som forhandleren havde set.

Klonet bil
Hvis ellers kunden havde sørget for at betale de aftalte leasingydelser, var den pågældende sag næppe opstået, og problemerne med bilens identitet var ikke kommet frem i lyset.

Imidlertid misligholdt kunden kontrakten, og leasingselskabet begærede på det grundlag bilen udleveret og blev gennem fogedretten sat i besiddelse af bilen, som imidlertid rent fysisk ikke var tilstede, og som ingen rigtig vidste hvor befandt sig på daværende tidspunkt.

Derfor eftersøgte leasingselskabet bilen og kom i den forbindelse i kontakt med Audi Danmark. Ved undersøgelse i de hos Audi tilgængelige systemer viste det sig, at bilen med det pågældende stelnummer var leveret til Sverige, og altså ikke til Italien.

Det var godt nok en Audi A6 3,0, men kun med 204 HK og ikke 313 HK, som papirerne ellers oplyste, og ikke mindst så havde den pågældende bil været til service og reparation i Sverige nærmest på samme tidspunkt, som handlen blev gennemført, men med et kilometertal, der var ca. tre gange så højt som det oplyste.

Sag rejst mod forhandleren
Det var selvfølgelig grundlaget for, at leasingselskabet rejste et krav mod forhandleren, hvor de gjorde gældende, at bilen var mangelfuld. Under sagen kom det frem, at der formentlig var tale om to forskellige biler, men med samme stelnummer, altså at der var tale om en såkaldt klonet bil, hvilket ikke var blevet opdaget.

Set i bagklogskabens lys, var der næppe tvivl om, at der forelå en mangel efter købeloven, men det vanskeliggjorde også sagen at bilen slet ikke var til stede og indtil videre ikke er fundet.

Det meget interessante i sagen og grundlaget for min vurdering i denne artikel er, at der som nævnt indledningsvis fandtes en række officielle dokumenter, herunder italiensk registreringsattest. Af denne fremgik bilens identifikation med stelnummer mm. samt oplysning om modellen, som var angivet med 313 HK.

Der forelå endvidere en dansk toldsynsrapport, hvoraf modeloplysninger ligeledes fremgik, og derfor må antages at være kontrolleret, herunder motortype og -effekt. Kilometertallet var aflæst til de ca. 38.000 km., som også fandtes i aftalegrundlaget.

Endelig var der en udskrift fra Skats motorregister, hvor de pågældende oplysninger også var anført.

Jeg gjorde derfor gældende, at forhandleren ikke havde haft grundlag for eller anledning til at foretage yderligere undersøgelser, når han i øvrigt også havde besigtiget bilen og kontrolleret stelnummer og kilometertal.

Det skal bemærkes, at medmindre man er Audi-kender på den næsten "nørdede" måde kan man ikke umiddelbart se forskel på om bilen har 204 HK eller 313 HK.

Under sagen blev der fremlagt oplysninger fra Audis system, hvoraf fremgik data på en bil med det pågældende stelnummer og med 204 HK, herunder at bilen var fremstillet i den konfiguration.

Det måtte derfor lægges til grund, at det omhandlede stelnummer ikke hidrørte fra en model med 313 HK, som havde været indregistreret i Italien, men at det tilhørte den bil med 204 HK, som var leveret til og fortsat kørte i Sverige.

Forhandlerens egen risiko
På det grundlag nåede retten frem til at der forelå en mangel ved bilen, og at forhandleren derfor var forpligtet til at tilbagebetale købesummen til leasingselskabet.

Noget af det mere interessante i dommen er, at retten lagde til grund, at forhandleren kunne have konstateret disse forhold, hvis han havde kontaktet en Audi-forhandler, og at det måtte være hans egen risiko, at han ikke havde gjort det, uagtet der også i henhold til forklaringerne ikke var praksis for at foretage sådanne yderligere undersøgelser.

Endvidere fremgår det af dommen, at man nærmest skal være ekstraordinært påpasselig, hvis man sidder med en italiensk registreringsattest, og at alene det forhold burde skærpe en forhandlers opmærksomhed.

Jeg synes faktisk, at det i sig selv er ganske betænkeligt at pålægge en forhandler en skærpet undersøgelsespligt på det grundlag, eller i hvert fald sige, at det er forhandlerens risiko, at han ikke har søgt yderligere dokumentation.

På grundlag af denne afgørelse må jeg opfordre til, at man som forhandler er endog meget opmærksom på eventuelle uoverensstemmelser, når der købes biler på den måde - og måske i princippet ved alle handler med brugt-importerede biler.

Selv de mindste indikationer bør få alarmklokkerne til at ringe, og hvis man kunne have fremskaffet yderligere dokumentation, viser dommen, at det vil være forhandlerens risiko, hvis han har valgt ikke at søge den dokumentation, også selvom det måtte indebære undersøgelser i registre, som kun forhandlere af det pågældende mærke har adgang til.

Jeg skal ikke vurdere om dommen er rigtig, men ind til videre ligger den der, og det overvejes så om den skal ankes til Landsretten, herunder om andre parter kan drages til ansvar.