Skal værkstedet forebygge?

JURA Ankenævn for Biler har på det seneste møde behandlet en sag om en problematik, som ofte giver anledning til diskussioner, både blandt fagfolk og med kunder. Problemstillingen går ud på, hvor meget man som reparatør skal udskifte for at forebygge en eventuel senere skade, når der samtidig skal tages hensyn til, at der ikke skal repareres eller udskiftes mere end nødvendigt.

Den konkrete sag drejede sig om en Mercedes, som skulle have udskiftet en kilerem. Spørgsmålet var, om man som reparatør også burde have udskiftet remstrammeren ved samme lejlighed. Bilen havde på tidspunktet for reparation kørt ca. 250.000 kilometer, og reparatøren valgte efter en faglig vurdering ikke at udskifte remstrammeren, da han fandt, at den var i god stand. Der er ikke hos Mercedes noget krav om, at remstrammeren skal udskiftes sammen med kileremmen eller med noget bestemt interval. Det vil derfor være ud fra mekanikerens faglige vurdering, om strammeren også skal skiftes.

Dyrt sparede penge

I den konkrete sag gik remstrammeren i stykker ca. 12.000 km. efter den første reparation, hvorfor kileremmen måtte udskiftes igen sammen med remstrammeren.

Hvis remstrammeren var blevet skiftet første gang, ville kunden have sparet cirka halvdelen af den anden reparation, som han imidlertid selv valgte at få lavet hos en anden reparatør.

Indklagede, som havde skiftet kileremmen og undladt at skifte remstrammeren, fastholdt at han ud fra et fagligt skøn havde vurderet, at strammeren ikke fejlede noget, og at han derfor ikke behøvede at skifte den, hvorved kunden også på det tidspunkt sparede ca. 5000 kr.

I bagklogskabens klare lys, var det måske et fejlskøn, da remstrammeren jo gik i stykker efter kun 12.000 km. og det var derfor dyrt sparede penge.

Sagen gik derfor ud på, om indklagede var forpligtet til at erstatte klager omkostningerne til den nye reparation. For at indklagede kunne anses for erstatningsansvarlig skulle klager kunne bevise, at indklagede havde begået en fejl ved reparationen ved ikke at udskifte remstrammeren.

Bilen og delene blev under sagen besigtiget af en sagkyndig, som selvfølgelig kunne konstatere, at remstrammeren burde have været udskiftet, da den jo var gået i stykker. Han fastholdt imidlertid også, at remstrammeren ikke pr. automatik burde udskiftes ved det omhandlede kilometertal, men at det måtte bero på et fagligt skøn fra reparatøren, om udskiftningen skulle foretages eller ej.

Han fandt ikke, at der ud fra de besigtigede dele var grundlag for at tilsidesætte indklagedes faglige skøn på reparationstidspunktet. Han kunne med andre ord ikke slå fast, at indklagede havde begået en fejl eller, at remstrammeren havde været defekt på reparationstidspunktet.

Eftersom der Ikke var ført et sådant bevis kunne indklagede ikke anses for erstatningsansvarlig. Klager fik derfor ikke medhold i, at indklagede skulle betale for den anden reparation.

Læren af denne sag er, at man som reparatør alene er forpligtet af sit faglige skøn, hvis der ikke ligger klare krav om skifteintervaller og lignende. Ligeledes bekræfter afgørelsen princippet om, at det er kunden, der skal bevise, at en reparatør har begået en fejl, hvis man som kunde skal kunne opnå erstatning. Det er i øvrigt også helt i tråd med juraen på området.

Defekt styreboks

Jeg vil også lige nævne en anden lille reparationssag. En kunde havde en fire år gammel VW Polo, som var gået i stykker. Han indleverede den til et mærkeværksted, som fejlsøgte på bilen, og som nåede til en konklusion om, at det var motorstyreboksen, som var defekt. Dette forelagde værkstedet for klager, og de udarbejdede et samlet tilbud på den foretagne fejlsøgning og udskiftning af motorstyreboksen.

Eftersom boksen er en bilspecifik enhed, ønskede værkstedet at sikre sig, at kunden ønskede reparationen udført, inden de bestilte boksen. Dette bekræftede kunden på en e-mail.

Solgte bilen

Imidlertid fortrød han dette, og solgte bilen med defekten til en anden forhandler. Dette meddelte han reparatøren samtidig med, at han skrev, at han ville betale for fejlsøgningen. Styreboksen kunne på det tidspunkt ikke afbestilles. Det lykkedes dog værkstedet at få afsat motorstyreboksen til den kollega, som havde overtaget bilen og dermed at begrænse omkostningerne for kunden.

Efterfølgende ønskede kunden imidlertid heller ikke at betale det fulde beløb for fejlsøgningen, hvilket var det, sagen kom til at dreje sig om.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at kunden ved sine e-mails havde bekræftet, både at reparationen skulle udføres, og at han ville betale for fejlfindingen. Med den korrespondance var der derfor ingen tvivl om, at klager var forpligtet til at betale regningen for fejlfindingen, og hvis indklagede ikke havde været så heldig at få afsat den indkøbte motorstyreboks, ville klager også skulle have betalt for den, eftersom den ikke kunne benyttes til en anden bil.

Denne sag viser igen vigtigheden af, at man som reparatør sørger for skriftligt at få bekræftet de indgåede aftaler. Det gælder i særdeleshed, når der er tale om bilspecifikke enheder, som vil være ubrugelige til en anden bil, og hvor forhandleren vil stå med tabet, såfremt han ikke kan bevise den indgåede aftale.

Det kunne man netop i dette tilfælde og derfor fik sagen dette udfald.