MOBILT Det er lige før, der er blå blink på de nye servicevogne, som rykker ud, når et værksted står med en bil med eksempelvis knækkede gløderør, dyser eller andre vitale tekniske hjerteproblemer i kundebilers motorer. For det skal gå hurtigt, viser al erfaring - inden ukyndige og frustrerede mekanikere gør skade på motoren i kraft af manglende viden eller erfaring. Måske endog via lånt værktøj, de ikke helt ved hvordan skal benyttes, viser erfaring fra landets specialistværksteder.
- Vi har set, at mekanikere hælder cola eller bremsevæske på fastsiddende dyser - eller sågar hænger bilen op i dysen i et spær på værkstedet i håb om, at det giver sig. Man skal vide, hvad man har med at gøre, når specialværktøj trækker 28 tons, for et topstykke kan meget nemt gå i stykker, fortæller indehaver af Additivspecialisten, Torben Kristensen, der er tidligere Bosch-tekniker.
Han har indledt et samarbejde med en række specialværksteder landet over, der også indbefatter specielle servicebiler, som rykker ud til værksteder med alt i specialudstyr inden for testere, udtrækningsværkstøj mm.
Teknik-ambulancer klar
Additivspecialisten er - som navnet angiver - specialist i kemiske renseprodukter til motorer, dyser med mere. Torben Kristensens ide til det nye branchesamarbejde udsprang af, at additiver ikke altid klarer en opgave fuldt ud, idet eksempelvis udsættere i motoren kan have tekniske årsager.
- Jeg vil naturligvis hjælpe mine kunder helt i mål, og derfor begyndte jeg at lave gavekort til hjælp på specialværksteder. Det er dette, der nu har fået os til at udvikle ideen om de mobile tekniske servicevogne, der kommer helt ud til værkstederne, så de slipper for selv at skulle transportere problembilerne til specialværksted for at få hjælp, fortæller Torben Kristensen.
Han har pr. 1. maj allieret sig med to dygtige og erfarne tekniker: Tidligere Bosch-systemtekniker Lars Winther via Nordjysk Diesel Elektro i Aalborg samt Jimmy Elkjær i Odense, der i forvejen driver virksomheden Diagnose Specialisten. Jimmy Elkjær har desuden gode erfaringer med at benytte Additivspecialistens produkter, som har løst flere tekniske problemer for ham.
Nye mobile ’teknik-ambulancer’ er på trapperne i et foliedesign som den viste skitse her på siden. I Aalborg er Nordjysk Diesel Elektro ved at gøre bil nummer to klar med fuld teknisk udrustning.
Specialist-setup
Indehaver af Nordjysk Dielsel Elektro, Torben Hansen, er henrykt for det nye samarbejde og kalder det en ren win-win situation.
- Jeg kan mærke, at det her kan blive rigtig godt. Vi har i Additivspecialisten med en leverandør at gøre, der har taget et initiativ, fordi indehaveren tænker i teknik frem for metersalg. Det handler om at komme hurtigt ud til problembiler, før mekanikerne derude bliver frustrerede og begynder at skille dyserne ad, siger Torben Hansen.
Han tilføjer, at andre i branchen vil have meget svært ved at lave en kopi af det nye branche-setup, fordi de tilknyttede specialværksteder har alt i original-testere, er online med bilfabrikkerne og i øvrigt har så stor erfaring i fejlfinding i især dyse-gløderør teknik men også meget andet test-arbejde.
- På det her område er det vigtigt, at man kan det hele - ikke kun det halve og er begrænset af manglende testere, teknik og værktøj eller knowhow, siger han.
Når de tekniske ambulancer rykker ud
Værksteder med problembiler kan rekvirere mobil teknisk bistand via et nyt samarbejde mellem Additivspecialisten og en række samarbejdende specialværksteder i hele landet.