23948sdkhjf

Råd jubler over DF-udspil om reparationsgrænsen

Håndværksrådet vurderer, at en højere grænse vil skabe mindst 300 nye jobs.
AUTOJOBS Dansk Folkeparti har den 4. april fremlagt et vækst-udspil, hvor en forhøjelse af reparationsgrænsen fra 65 til 75 procent er blandt punkterne. Det vækker stor glæde i Håndværksrådet, der længe har arbejdet for en højere reparationsgrænse.

- Det er et stærkt signal fra Dansk Folkeparti om, at man vil sikre beskæftigelse på danske værksteder frem for at sende arbejdspladserne til udenlandske bilfabrikker, der laver nye biler. Det er nemlig konsekvensen, når vi har en lov som reparationsgrænsen, som betyder, at biler, der sagtens kan repareres, alligevel skal skrottes, udtaler Kristian Bech, politisk konsulent i Håndværksrådet.

300 nye arbejdspladser

Håndværksrådets undersøgelser peger på, at en højere reparationsgrænse vil betyde mindst 300 nye arbejdspladser hos værksteder, autogenbrugere og reservedelsvirksomheder. Udover beskæftigelse er der andre meget tunge argumenter for en højere reparationsgrænse, blandt andet lærepladser, klima og cirkulær økonomi.

- Håndværksrådets undersøgelser peger på, at den højere reparationsgrænse går meget hårdt udover de unge, der gerne vil have en læreplads på et værksted, fordi der er blevet mindre at lave. Samtidig er flere reparationer og færre skrotninger godt for klimaet, fordi produktionen af en ny bil i gennemsnit udleder cirka 10 ton CO2. Endelig skriger vi jo i dag på produkter, der kan repareres, genbruges og levetidsforlænges. Det kan biler i høj grad, men i mange tilfælde forbyder reparationsgrænsen det, siger Kristian Bech.

Topprioritet

Håndværksrådets medlemmer inden for bilbranchen er samlet i Håndværksrådets Autoudvalg, der i mange år har haft reparationsgrænsen blandt sine topprioriteter.

Det drejer sig om Dansk Bilbrancheråd, AUTIG, SKAD, Dansk Autogenbrug og Dansk Autoglas.

Dansk Bilbrancheråd: Et fantastisk initiativ

- Et fantastisk initiativ, der gavner beskæftigelsen på de danske bilværksteder, lyder det fra brancheorganisationen Dansk Bilbrancheråd til elementet i Dansk Folkepartis vækstudspil.

- Både vores egen og andre undersøgelser peger på, at en højere reparationsgrænse vil betyde mindst 300 nye arbejds- og lærlingepladser hos værksteder og andre bilvirksomheder, siger Erik S. Rasmussen, direktør i Dansk Bilbrancheråd.

Helt tilbage i november sidste år udtrykte fire partier på Christiansborg enighed om det fornuftige i at sætte reparationsgrænsen op. Eksempelvis sagde Enhedslistens (EL) miljøordfører Maria Reumert Gjerding:

- Det (en reparationsgrænse på 65 procent, red.) betyder, at vi faktisk tvinger folk til at sende biler til skrotning, selv om det kunne være rigtig fornuftigt at reparere dem.

Enigheden om at sætte reparationsgrænsen op omfatter på Christiansborg Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Det radikale Venstre, oplyser Dansk Bilbrancheråd i en pressemeddelelse.


AutoBranchen Danmark: Stærkt udspil og rigtigt signal

- Stærkt udspil og et rigtigt signal fra Dansk Folkeparti, lyder kommentaren fra AutoBranchen Danmark.

- Vi hilser DF’s initiativ velkommen. Vi har længe kæmpet for at reparationsgrænsen igen som minimum bliver sat op til 75 procent. Den midlertidige forhøjelse af reparationsgrænsen fra 2014 og 2015 skabte 500 nye jobs, langt flere praktikpladser og gavnede miljøet i form af mindre CO2 udledning. Det er simpelthen sund fornuft, at vi enten helt afskaffer reparationsgrænsen, eller som minimum permanent hæver den til 75 procent, siger vicedirektør i AutoBranchen Danmark, Mads Engberg og fortsætter:

- Ved nedsættelsen af registreringsafgiften i både 2016 og 2017 er der sket en udhulning af beregningsgrundlaget for reparationsgrænsen. Samlet set svarer nedsættelsen af registreringsafgiften til en yderligere reduktion af reparationsgrænsen på 6-7 procent for en familiebil i 300.000-kroners klassen.

AutoBranchen Danmark har siden reparationsgrænsen blev sat ned arbejdet indædt for at vise konsekvenserne af nedsættelsen af reparationsgrænsen, og det er et skridt i den helt rigtige retning at Dansk Folkeparti igen tager reparationsgrænsen op til debat i deres udspil, meddeler brancheorganisationen.

- Allerhelst skal vi derhen, hvor reparationsgrænsen bliver helt fjernet, så det er en konkret vurdering mellem forsikringsselskabet og værkstedet, om bilen kan repareres sikkerhedsmæssigt forsvarligt i stedet for, at det er en mekanisk grænse, der sender læssevis af bilen i graven før tid, udtaler Mads Engberg.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14