Daimler vil tilbagekalde en million Mercedes-Benz af nyere årgange på grund af risiko for brand. Det oplyser bilproducenten i en meddelelse.
Hidtil er der registreret 51 tilfælde af brand i en Mercedes-Benz. De 30 af dem skete på det amerikanske marked.
Der er dog ikke meldt om hverken omkomne eller tilskadekomne.
Det kan være en fejl i bilernes strømsystem, som gør, at de kan overophede.
Tilbagekaldelsen af biler vil ske over hele verden og begynde i USA i juli, når de nødvendige dele er tilgængelige, meddeler Daimler.
Det er nyere modeller, herunder også biler solgt i år, der kan være et problem med.
Knap en tredjedel af de biler, der skal tilbagekaldes, kører rundt i USA. Det drejer sig om i alt 307.629 biler. Ejerne af bilerne vil få besked senere på måneden.
Daimler har ikke umiddelbart en oversigt over, hvor mange biler der skal tilbagekaldes i andre lande.