23948sdkhjf

Würth mander op på karrosseriområdet

Würth Danmark styrker sin specialistrolle på autoområdet med ansættelsen af den erfarne karrosserispecialist Jan Lauritsen. Det ligger i forlængelse af virksomhedens eksisterende specialist-indsats på additiv- og bilplejeområdet og skal styrke sparringen med autoværksteder yderligere.
SPECIALIST Würth Danmark er en af de eneste på automarkedet, der arbejder systematisk og fokuseret med at tilbyde sine kunder specialist-viden. Årsagen er et ønske om at styrke samarbejdet med autoværkstederne ved at tilbyde så bred en palet af kompetencer som muligt.

- Det giver rigtig god mening at supplere additiv- og bilplejeområdet med en karrosserispecialist, fordi områderne hænger tæt sammen ude på værkstederne. Vi vil gerne styrke sparringen og synergien på værkstederne, og det kan vi gøre ved at bringe endnu en kompetence i spil med den nye karrosserispecialist, siger Søren Graabach, markedschef for auto hos Würth Danmark A/S.

En erfaren specialist

Jan Lauritsen trådte ind i Würths store team af specialister den 1. september, hvor han som karrosserispecialist skal fungere som backup for Würths store sælgerkorps, assistere værkstederne med udfordringer, sparre med kunderne og undervise. Og efter 28 år som værkfører hos J. Dawall & Sønner ApS i Virum er han godt rustet til stillingen, blandt andet med stor erfaring i forsikringssager.

- Jeg har arbejdet rigtig tæt sammen med forsikringsselskaber og kan være med til at vejlede værkstederne i, hvordan de bedst muligt kan optimere arbejdsgangene og på den måde øge indtjeningen. Jeg er stor fortaler for at reparere frem for at skifte ud og ved, hvordan man sikrer den højeste kvalitet i resultatet. Min erfaring bruger jeg også til at vejlede i brugen af værktøj og teknikker, så værkstederne altid får den mest optimale brug, forklarer Jan Lauritsen.

Større synergi

Én af de ting, der er i støbeskeen i kølvandet på Jan Lauritsens nye stilling som karrosserispecialist, er undervisning, der kombinerer bilpleje- og karrosseriområdet.

- Vi vil gerne differentiere os fra andre leverandører på markedet ved ikke blot at fokusere på pris og produkt. Vores overordnede strategi er at tilføre kompetence og frigøre ressourcer på værkstederne, og det udlever vi ved at tilbyde specialist-viden på en lang række kompetenceområder. Når man samarbejder med Würth, får man derfor aldrig bare et produkt. Der følger altid vejledning i brug og yderligere sparring på hverdagens udfordringer med, ligesom vi bestræber os på at skabe størst mulig synergi mellem de forskellige arbejdsområder på værkstedet, siger Søren Graabach.

Kompetencer ud og arbejde

Stillingen som karrosserispecialist er på mange måder en ønskestilling for Jan Lauritsen, der efter en lang karriere hos J. Dawall & Sønner gerne ville prøve nye udfordringer.

- Jeg kendte Würth fra samarbejde i mit tidligere job, og en tidligere kollega er også ansat som specialist hos Würth. Da stillingen blev oprettet, skyndte jeg mig at slå til, for det er et job, hvor jeg virkelig kan bringe min erfaring og kompetencer i spil sammen med andre. Det glæder jeg mig til at komme i gang med. Og så er jeg selvfølgelig ekstra stolt af at få en ønskestilling, første gang jeg søger noget andet i hele min karriere, siger Jan Lauritsen.

500 medarbejdere

Würth Danmark A/S, som blandt andet sælger udstyr i autobranchen, har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger godt 500 medarbejdere. I 2015 var omsætningen på 710 millioner kroner. Würth Danmark er en del af Würth-gruppen, som er repræsenteret i mere end 80 lande. På verdensplan beskæftiger Würth-gruppen over 66.000 medarbejdere.mich
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11