23948sdkhjf

Afløseren for Fisker Karma er klar

Firmaet Karma er klar med hybrid, der drives af solceller.
SOL Siden det i foråret blev kendt, at den danske bildesigner Henrik Fisker ville miste den sidste rest af sin tilknytning til det nu tidligere Fisker Automotive, har der været spekuleret i, om det nye firma kaldet Karma Automotive overhovedet ville få en ny bil på gaden. Men nu skulle den være god nok. Revero er navnet på den nye model, som på de foreløbige fotos ligner en faceliftet udgave af den originale Fisker Karma, men som får en noget anden opsætning i forhold til drivlinjen.

Den gamle Fisker Karma havde solceller på taget, som bilen brugte til at drive det meste af elektronikken i kabinen. Den nye Revero vil ifølge producenten selv få opgraderet sine solceller, så de vil kunne levere energi nok til at drive bilen. De præcise detaljer om bilen er endnu meget sparsomme, og den fulde lancering finder først sted i september. Dog forklarer Karma, at firmaet har udviklet et nyt og mere brugervenligt infotainment-system til kontrol og opsætning af bilen.

Det er kinesiske Wanxiang Group som i dag ejer det firma, som danske Henrik Fisker var med til at starte. Overtagelsen blev gennemført i 2014. Året inden havde den danske bildesigner forladt firmaet på grund af uoverensstemmelser med den øvrige ledelse. Finanskrisens udbrud i slutningen af 2008 og et dertil svigtende salg i USA betød, at Fisker Automotive måtte søge om lån hos den amerikanske stat for knap 900 millioner kroner. I 2014 endte kinesisk Wanxiang med at trække bilfirmaet ud af konkursfaren ved et opkøb på over 950 millioner kroner. Nu er genfødslen så tilsyneladende en realitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141