23948sdkhjf

Nissan afprøver sine biler i kæmpe opvaskemaskine

Japanske Nissan har bygget en enorm opvaskemaskine til test af tæthed.
VANDTÆT Selv om de færreste biler nok er lige så vandtætte som James Bonds Lotus Elise i filmen The Spy Who Loved Me, så gør Nissan et hæderligt forsøg på at sikre, at blandt andre den dansker-populære Qashqai ikke lukker regndråber ind under et dansk skybrud. Faktisk har Nissan bygget en opvaskemaskine i stor størrelse, der kan sende 24.000 liter vand ud over eksempelvis en Qashqai. Det svarer i løbet af testen til, at bilens samlinger skal kunne håndtere over 1000 liter vand på kun et kvarter. Og selv om det kan gå voldsomt for sig i et dansk sommerskybrud, så svarer den test ifølge Nissan til én meters regn. Derfor kalder Nissan også opvaskeren for monsuntesten med reference til den meget kraftige regn, der især falder i visse perioder i Syd- og Østasien.

En af dem, som er med til at teste Nissan Qashqai på den japanske producents anlæg i England, hvor den enorme opvasker står, er Carl Sandy. Han uddyber processen:

- Når bilen holder i opvaskemaskinen, sidder et medlem af teamet i bilen med et endoskop (elektronisk kikkertinstrument, red.) med høj opløsning og holder øje med panelerne indvendigt med henblik på at finde selv den mindste dråbe vand, der kunne være trængt ind, forklarer Carl Sandy i en pressemeddelelse.

Ekstra tryk
Nogle gange skal der dog endnu mere tryk til, end hvad den forvoksede opvasker kan klare. Derfor har Nissan specialudviklet en række højtryksslanger, der arbejder med et tryk på helt op til 150 bar mod de omkring 110 bar, som normale hjemmemodeller kan klare. Det bidrager sammenlagt til, at Nissan ender med at bruge helt op til 30.000 liter vand i testperioden, der både dækker monsuntesten og højtryksrensertesten.

Vandet går dog ikke til spilde. Det filtreres og føres tilbage til en stor beholder, så vandet kan bruges til den næste bil, der kommer ind i kammeret. Men der er ifølge Carl Sandy en grund til, at det kræver så store mængder:

- Omfattende testarbejde er vigtigt, fordi forholdene varierer i de forskellige lande. For eksempel i Rusland, hvor almindelige højtryksrensere arbejder med et højere tryk til fjernelse af vejsnavs. Vi evaluerer løbende vores teststandarder, så vi kan sikre, at vores biler kan klare de mest krævende kørselsforhold i Europa, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187