23948sdkhjf

Rattet rundt med motorsporten

Nyt fra ind- og udland i motorsportens verden - se også de selvstændige billedtekster.
LEWIS HAMILTON DEDIKERER SIN SEJR ved Canadas Formel 1-grandprix til den netop afdøde 74-årige storbokser Muhammad Ali ved over bilradioen at udtale ”svæv som en sommerfugl – stik som en bi”. Kevin Magnussen sluttede som nummer 16 og ligger på en 15. plads i serien. Sæsonens ottende grandprix køres i Aserbajdsjan 19. juni.

FYNSKE NICOLAJ MØLLER MADSEN sikrede sig i weekenden føringen i det britiske GT4 mesterskab på Silverstone sammen med PROsport og teamkøreren Andreas Patzelt. I kvalifikationen var teamet nummer ni, og især udfordret på manglende topspeed, men blev reddet af regnvejr, der gav stærkere biler problemer. Næste løb er VLN 25. juni på Nürburgring i Tyskland BlancPain 1. juli.

DET TEGNEDE TIL ENDNU en sejr for Jan Magnussen, som startede forrest til finalen i weekendens afdeling af Danish Thundersport Championship på Ring Djursland. Men en kollision sendte den 3-dobbelte mester, der dog bevarer føringen, ud af kampen. Teamkammerat Michael Markussen rykkede med en 3. og en 4. plads op på en 3. plads i mesterskabet. Næste hjemlige udfordring for Magnussen Racing Experience bliver Copenhagen Historic Grand Prix 30.-31. Juli.

EFTER SIT FRAVÆR VED sidste runde er Jacob Mathiassen tilbage i Citroën DS3 Cup, og på Ring Djursland vendte hobrogenseren tilbage med stor fart og pole position.

FLERE DANSKERE DELTOG i weekenden i DKM i tyske Ampfing, med blandt andet top fem-resultat til Emil Dose, mens Mads E. Hansen blandt andet måtte udgå.

JAN JØNCK TOG EN OTTENDE- og en 13. plads i de to løb på Silverstone i British Formula 3 efter problemer med regnvejrsdæk. Tredje løb blev afblæst grundet vejret.

DANIEL LUNDGAARD DOBBELTSEJREDE på norske Rudskogen i Formel Ford, mens Frederik Vesti tog en femte- og en fjerdeplads. Mikkel Höyer blev firer og treer. Jesper Egebart, Michel Nykjær og Frederik Nymark sejrede i DST, der også gæstede den norske bane.

DE YNGRE TALENTER SEJREDE i Mascot DTC på Ring Djursland, hvor Kasper H. Jensen tog to sejre og Martin V. Jensen en heatsejr.

CATO POULSEN HAR NETOP testet for det spanske Campos Racing i Formel 3 i Valencia - præmien for den samlede sejr i Formula Gulf-mesterskabet. I den kommende weekend kører danskeren i MRC’s Tiedeman Trophy Championship på Rockingham.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131