23948sdkhjf

Thansen forbereder grossist-indtog

AD Danmark og Thansen har samlet et rutineret hold til at indtage autobranchen.
RESERVEDELE Thansen.dk og AD Danmark er blevet den danske del af ADI, som er et verdensomspændende grossist-netværk med en salgsvolumen på hele 92 milliarder kroner, og som led i en tre-årig vækstorienteret plan er AD Danmark gået i gang med arbejdet, der skal føre til et markant indtog på det danske grossistmarked.

Til formålet er der fra autobranchen samlet en gruppe af rutinerede og branchekendte navne, der skal stå for implementeringen af AD Danmarks koncepter.

Ifølge direktør Bent Jensen er det et sandt ”dreamteam”, der er blevet samlet til opgaven. Holdet består af salgs- og konceptchef Poul Toftegaard Pedersen, strategisk indkøbschef Peter Vinther Christensen, IT-chef Lars Romsøe, marketingchef Lars Dahl og strategisk rådgiver Jens Sørensen.

Nyeste mand på holdet er Poul Toftegaard Pedersen, der er kommet til fra lignende stilling hos FTZ.

- Jeg glæder mig meget til nye udfordringer og ser rigtigt meget frem til at tage fat på opgaven med at strikke nogle suveræne løsninger sammen og få dem introduceret over for kunderne. Allerede nu mærker jeg stor interesse og forventninger fra kunderne, udtaler Poul T. Pedersen ifølge en pressemeddelelse.

- Og kunderne kan godt begynde at glæde sig. Vi kommer med lette brugbare løsninger. Alt bliver transparent og overskueligt. Vi vil tænke nyt, være dynamiske og tilpasse os fremtidens værksteder og især deres behov. Vi bliver et spændende alternativ eller supplement til værkstedernes eksisterende aftaler. Arbejdet er sat i gang nu, men vi tager os den tid det tager, inden vi går i offensiven, fortsætter Poul Toftegaard Pedersen, der ikke vil melde en dato ud.

Flere kendte brands

Strategisk indkøbschef Peter Vinther Christensen kan også tydeligt mærke, at der er interesse fra leverandørerne.

- Vi modtager masser af henvendelser fra både nuværende og potentielle leverandører, der spørger interesseret til det, som vi nu har sat i gang. Mange har et stort ønske om at være med på vognen, inden vi ruller ud på det danske marked, udtaler han.

Peter Vinther Christensen forventer løbende at præsentere flere kendte brands i sortimentet, som supplement til eksisterende mærker.

Fremtidens B2B web løsning

Hos IT-chef Lars Romsøe og hans folk summer det af travlhed:

- Vi har haft fuld fokus på at forbedre og optimere de bagved liggende systemer. Det arbejdes der hårdt på, og vi er snart i mål. Vi har en velsmurt maskine, der med den sidste finpudsning kommer til at levere bedre og mere sikre data end tidligere set på markedet, lover Lars Romsøe.

- Ligeledes er AD Danmark er i gang med at udvikle fremtidens B2B web løsning, som skal give værkstedet de mest innovative værktøjer i markedet, uafhængigt af hvilken internet-opkoblede enhed, der anvendes, tilføjer IT-chefen.

Åbent syv dage om ugen

Marketingchef Lars Dahl glæder sig også til at tage hul på grossistmarkedet:

- Det bliver spændende. Vi kommer til at sælge meget mere, men ikke mindst for kunderne bliver det interessant. Værkstederne kommer til at opleve bedre priser. Det er vigtigt, at de får forbedret deres bundlinje i en presset hverdag. Vi er parate til at bruge de nødvendige midler på at få dette budskab bredt ud, siger Lars Dahl.

- Desuden forventer jeg, at det så absolut vil være interessant for kunderne, at vi faktisk har åbent syv dage om ugen, og at der også kan hentes dele efter kl. 16. Og så er det heller ikke uvæsentligt, at der bliver fri tilgang til hele vort enorme sortiment i andre kategorier, tilføjer Lars Dahl.

Trænger til forandring

Strategisk rådgiver Jens Sørensen, der sammen med direktør Bent Jensen, har stået bag aftalen med ADI, er ikke i tvivl om potentialet i dette:

- Vi har alle muligheder. Palletten af kvalitetsleverandører, det bagvedliggende suveræne logistik-apparat og det enorme drive her i virksomheden gør, at jeg er sikker på, at vi får succes. Branchen trænger til forandring og nye muligheder, fastslår Jens Sørensen.

Direktør Bent Jensen slutter af:

- Vi har sat gang i en 3-års plan. Vi vil være stærkt vækstorienterede de kommende år. Det vil ske som en kombination af organisk vækst og meget gerne mulige og passende opkøb. Det er vi parate til, bebuder Bent Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141