23948sdkhjf

Løfter niveauet for klargøring

Autoteknisk Center og Würth Danmark A/S har slået kræfterne sammen og tilbyder nu et længere kursusforløb, der uddanner til certificeret klargøringsspecialist.
VIDEN De nye kurser har et forløb målrettet erfarne klargøringsmedarbejdere og tilbyder ifølge Würth et højt fagligt niveau, der ikke matches andre steder.

Kursusforløbet har seks kursusdage og hjemmeopgaver, inden deltagerne certificeres som klargøringsspecialister. Kursusdagene foregår på Autoteknisk Centers faciliteter i Viborg, og det næste forløb starter i august 2016.

Ny viden til erfarne

Netop fordi kursusforløbet henvender sig til klargøringsmedarbejdere, der allerede har gode forudsætninger på området, kommer undervisningen rundt om den nyeste viden om klargøring, for eksempel muligheder med nanoteknologi, nye produkter og metoder.

- Der har ikke tidligere været udbudt kurser med dette niveau. De eksisterende kortere kurser er for alle, og derfor ville vi gerne prøve at udbyde noget til dem, der er i klargøringsbranchen og allerede har noget erfaring. Det er tit dem, der bliver forbigået, fordi der ikke er et tilbud til dem. Vi tror på, at vi godt kan lære de erfarne kræfter i markedet noget, fortæller uddannelseskonsulent ved Autoteknisk Center, Jan Nørgaard.

Det bedste fra to verdener

Samarbejdet mellem Autoteknisk Center og Würth bunder i ønsket om at dygtiggøre branchen, og med det nye kursusforløb får deltagerne det bedste fra to verdener.

- Samarbejdet med Würth fungerer rigtig godt, fordi Würths klargøringsspecialister har det faglige niveau og den erfaring, der skal til for at kunne bidrage med relevant viden til de erfarne klargøringsmedarbejdere. Samtidig kan vi stille gode faciliteter til rådighed og styre det administrative, forklarer Jan Nørgaard.

Uddannelse skaber værdi

Würth tilbyder kursusforløb inden for mange forskellige områder, både selv og i samarbejde med andre. Würth råder nemlig over en lang række specialister, heriblandt klargøringsspecialist Finn Jacobsen, der underviser på det nye kursusforløb.

- Vi har i mange år haft et godt samarbejde med Autoteknisk Center, og vi er gået ind i dette kursusforløb, fordi vi altid gerne vil være med til at løfte kompetencerne i branchen. Vi arbejder altid for at skabe værdi for vores kunder, blandt andet ved til hverdag at vejlede vores kunder om, hvordan de opnår de bedst mulige resultater i opgaveløsningen, siger, Finn Jacobsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156