23948sdkhjf

Lydhør minister

AutoBranchen Danmark taler registreringsafgift med skatteministeren.
CHRISTIANSBORG Der var fokus på omlægning af registreringsafgiften og forhøjelse af reparationsgrænsen, da AutoBranchen Danmarks formand Hans Jørgen Jørgensen og adm. direktør Jens Brendstrup den 12. maj var inviteret til møde hos skatteminister Karsten Lauritzen.

- Vi talte med skatteministeren om, at den nuværende værdibaserede registreringsafgift er uhensigtsmæssig, umulig at administrere og rammer skævt, og den derfor bør omlægges til en teknisk baseret afgift eller endnu bedre - helt fjernes, siger Jens Brendstrup.

Den historiske nedsættelse af registreringsafgiften var en lærerig proces for både for Skat, Skatteministeriet og autobranchen, og erfaringsudveksling om nedsættelsen var også et af formålene med mødet med ministeren, oplyser brancheforeningen.

Omlægning på høje tid

- Et andet af vores budskaber var, at det er vigtigt, at Skat kan vejlede om et lovændringsforslag, selv om det ikke er endelig vedtaget. Mange af de udfordringer, der var forbundet med afgiftsnedsættelsen, skyldes manglende vejledning. Skatteministeren var meget lydhør over for de erfaringer, vi kom med. Alle var enige om, der ikke må opstå samme problemer ved en eventuel fremtidig ændring af registreringsafgiften, siger Jens Brendstrup.

- Det var et godt møde, hvor vi kom omkring flere relevante emner. Hoverbudskabet fra AutoBranchen Danmark til skatteministeren var, at det er på høje tid, at registreringsafgiften omlægges til en teknisk baseret afgift, tilføjer han.

Mødet er en del af en længere møderække med fremtrædende politiske skatteordførere og ministre, hvor AutoBranchen Danmark sætter omlægning af registreringsafgiften og forhøjelse af reparationsgrænsen på dagsordenen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11