Leasing bliver ikke nemmere, når skatteministeren afviser en såkaldt opsamlingsbestemmelse for diverse bagateller såsom anvendelse af en bestemt e-postadresse, der er uden betydning for afregning af den månedlige registreringsafgift.
Mindre ændringer eller tilføjelser skal fortsat til fornyet godkendelse hos Skat, påpeger direktør i brancheforeningen Finans og Leasing, Christian Brandt. Han appellerer direkte til skattepolitikerne i sidste øjeblik om at indsætte branchens ønskede smidighed i lovforslaget, som efter planen vedtages 26. maj.
Christian Brandt foreslår, at skatteministeren opregner en række konkrete eksempler i et bilag i bekendtgørelsen, når loven træder i kraft. Han nævner selv ni sådanne eksempler:
• Definition af dækslitage
• Adresse ved aflevering af køretøjer efter endt leasing
• Serviceværksted
• Varselsperiode ved misligholdelse
• Flådesamarbejdsaftales angivelse af antal biler, en kunde kan levere tilbage, for eksempel ved en medarbejders fratrædelse
• Betalingsvilkår ved eksempelvis anvendelse af bestemte fakturasystemer, elektronisk fakturering og kredittid
• Fortrolighedserklæring
• Klausul om udveksling af oplysninger med tredjemand, for eksempel Skat og forsikringsselskaber
• Klausul om anvendelse af e-mail
Folketingets skatteudvalg har rutinemæssigt anmodet skatteminister Karsten Lauritzen om en kommentar.
