23948sdkhjf

18-årig bliver yngste Formel 1-vinder nogensinde

Kevin Magnussen skuffede i et dramatisk F1-grandprix i Barcelona. 18-årige Max Verstappen vandt løbet.
FORMEL 1 Der var dramatik fra start til slut i søndagens Formel 1-grandprix i Spanien.

Som den yngste nogensinde vandt 18-årige Max Verstappen (Red Bull) løbet. Det var hollænderens debut hos Red Bull efter skiftet fra Toro Rosso.

Kevin Magnussen (Renault) endte med at blive nummer 15, efter at danskeren fik en straf på ti sekunder af løbsledelsen. Magnussen startede også som nummer 15.

Magnussen stødte ind i sin egen holdkammerat, Jolyon Palmer, i et forsøg på en overhaling på den sidste omgang, og det kostede en tidsstraf.

Palmer endte dermed to placeringer bedre end Magnussen, og det var skidt set med danske briller. Palmer begyndte løbet som nummer 17.

Magnussens dækstrategi virkede heller ikke til at være lige så god som Palmers, og det kostede formentlig også nogle placeringer samt den interne sejr i duellen hos Renault.

Holdkammerater kørte hinanden af banen

Søndagens helt store historie skete dog allerede i de første sving.

Mercedes-holdkammeraterne Lewis Hamilton og Nico Rosberg stødte sammen og kørte hinanden af banen på første omgang. Både Hamilton og Rosberg udgik og røg dermed lynhurtigt ud i søndagens grandprix.

Hamilton indledte ellers i pole position, men blev overhalet af Rosberg, som begyndte lige bagved briten, og tyskeren virkede skarp og lynhurtig.

Rosberg lukkede efter overhalingen helt af for Hamilton, som forsøgte at overhale indenom. Det lykkedes ikke, og Hamilton blev nødt til at køre ud i græsset.

Det fik Hamiltons bil til at skride og snurre rundt og op i bagenden på Rosberg, der samtidig skulle sænke hastigheden i et sving.

Hamilton virkede til at sænke farten for sent, men det vil formentlig blive diskuteret heftigt, hvem der havde skylden for sammenstødet.

Ferrari og Red Bull udnyttede situationen

Magnussen rykkede straks to placeringer op, og Renault-køreren kunne på grund af uheldet dufte point ved at køre i top-ti. Men han udnyttede ikke situationen for alvor.

Det gjorde Ferrari og Red Bull til gengæld, og purunge Verstappen tog teten i fraværet af det normalt så suveræne Mercedes-hold.

Verstappen blev forfremmet og sendt op på Red Bull-teamet for blot ti dage siden, så det var lidt af en sensation, at han vandt løbet.

Den 36-årige Ferrari-veteran Kimi Räikkönen, som er dobbelt så gammel som Verstappen, pressede på bagfra, men formåede ikke at overhale teenageren og snuppe sejren.

Räikkönen var kun lidt over et halvt sekund langsommere, da han kom ind over målstregen som toer.

Inden Verstappens sejr var Sebastian Vettel den yngste vinder af et Formel 1-løb, da tyskeren i en alder af 21 år og 73 dage vandt det italienske grandprix i 2008.

Vettel (Ferrari) blev treer i Barcelona, mens Verstappens holdkammerat Daniel Ricciardo blev nummer fire.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.16