23948sdkhjf

Bilsite opfylder stort forhandlerønske

Bilpriser.dk er blevet mobilvenlig og giver forhandlerne mulighed for at præsentere bilerne med 16 billeder.
UDVIKLING Lige siden 1999 har bilpriser.dk været blandt de førende portaler herhjemme i vurderinger af brugte bilers værdi. Nu har sitet været på værksted, og det er der kommet en mobilvenlig og langt mere brugervenlig bilhjemmeside ud af.
- Vi ved jo, at over 50 procent af alle besøg på hjemmesider efterhånden kommer fra smartphones og tablets, og det stiller krav om specialudviklede, responsive hjemmesider. Så vore udviklere har givet bilpriser.dk den store tur på liften. Den er nu mobilvenlig, nemmere at navigere rundt på og kan vise op til 16 billeder per bil i salgsannoncerne. Og vi dobler op, hvis forhandlerne synes, 16 er for få. Det er et stort forhandlerønske og et klart konkurrenceparameter - og forhandlerne er gode til at gøre brug af muligheden, siger direktør Thomas Groth.
En ny filtermulighed ved søgning af biler, nemlig valg af manuelt gear eller automatgear, har længe været et brugerønske. Det er nu også indarbejdet på siden.

Tre vigtige parametre
Thomas Groth tilføjer, at bilkøbere i deres internet-søgning typisk udvælger to-tre biler, som de gerne vil se og prøvekøre. Derfor er det ekstremt vigtigt, at forhandlerne er tilfredsstillende online på de medier, kunderne bruger i deres jagt på en brugt bil, tilføjer han.
Kunder udvælger typisk bilerne efter tre vigtige parametre, har bilpriser.dk konstateret, hvor bilforhandlere skal være skarpe :
1. Prisen skal være rigtig. I dagens gennemsigtige marked kender bilkøberne priserne særdeles godt.
2. Informationer om bilen er vigtige. Manglende informationer omkring km-tal, stand, rygning, hund i bilen, udstyr med videre gør ofte, at kunderne springer potentielle biler over i deres prioritering og går videre til en konkurrentbil.
3. Selve præsentationen af bilen på nettet skal være i top med mange gode billeder.

Vurderinger er justeret
Bilvurderinger er forsat et meget centralt element på bilpriser.dk. Den populære salgsvurdering, der giver bilejerne en god fornemmelse af, hvad en brugt bil kan indbringe hos en forhandler, er naturligvis bibeholdt. Det samme er købsvurderingen, der giver et hint om, hvad en bestemt brugt bil bør koste i markedet. Også den beregner, der spytter en omtrentlig afgift ved import ud ved indtastning af de vigtigste bildata, er på sin plads og nem at finde.
Alle tre beregnere er selvfølgelig blevet justeret, så de tager højde for Folketingets nedsættelse af den høje registreringsafgift fra 180 til 150 procent, forsikrer Thomas Groth. Man vil derfor finde lavere brugtpriser på store biler end for et år siden, da de større brugte biler i år fik et hug nedad sammen med afgifterne på de nye.


Ny bilsalgsservice
For de bilejere, der ikke orker at sælge deres bil privat eller køre rundt til en stribe forhandlere for at få et bud på deres bil, er der hjælp at hente på den moderniserede udgave af bilpriser.dk. Bilpriser Salgsservice hedder den ny tjeneste, som giver mulighed for salg på få dage. Tilbuddet gives af Bilpriser Salgsservice ud fra en professionel vurdering af hvad bilen koster i indkøbspris, ifølge markedet. Det er en garanteret pris, som sælger kan opnå ved salg gennem Bilpriser Salgsservice, hvis beskrivelsen svarer til bilens stand.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191