23948sdkhjf

Mere profit til autobranchen, tak!

Michael Adam Czartoryski svarer på indlægget i sidste uges avis fra Per Påskesen fra Dansk Metal.
REPLIK Ja, det er helt korrekt set Hr. Påskesen. Det er netop profitten, som jeg har i tankerne. For profit er der ikke nok af i den danske autobranche.

Den profit, som virksomhederne i den danske autobranche skal tjene for at overleve. Den profit, som virksomhederne er nødt til at tjene for at kunne betale deres medarbejderes løn, pension og efteruddannelse mv. Den profit, som virksomhederne blandt andet kan tjene mere af ved at udføre de opgaver udenlands, som virksomhederne i dag enten taber penge på at udføre i Danmark eller slet ikke udfører, fordi det i dag ikke kan betale sig.

Internationalt samarbejde

Generelt tilsiger et kommercielt tankesæt og ræsonnement, at arbejdsprocesser, som er flytbare, bør lægges ud til underleverandører, hvis disse kan producere billigere og bedre, end man selv er i stand til. Outsourcing betyder ikke pr. definition, at produktion flyttes til udlandet, men blot at man koncentrerer sig om det, som man selv er bedst til, og lader andre om resten. For mange danske virksomheder giver det dog god økonomisk mening, at dele af deres produktion lægges udenlands. Det gælder også for virksomhederne i den danske autobranche.

Vi, som driver private virksomheder, kalder det internationalisering, outsourcing eller international arbejdsdeling. Kært barn har mange navne. Begreber som selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd hyldede i sin egen rapport om virksomheders internationale samarbejde fra 2002.

Ingen arme, ingen småkager

Jeg forstår godt, at Dansk Metal og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) med deres forskellige udgangspunkter kan se forskelligt på, hvad der er et ønskeligt niveau for udbuddet af arbejdskraft i den danske autobranche. Af den aktuelle debat om autobranchens fremtid fremgår det dog ret tydeligt, at DA og brancheforeningerne mener, at mangel på kvalificeret arbejdskraft er en alvorlig udfordring for branchen (”Vild mangel på mekanikere” – Motor-magasinet 13. april 2016). Som man siger: Ingen arme, ingen småkager.

Hvis virksomhederne i den danske autobranche tror på, at fagforeningerne eller de danske politikere vil løse autobranchens udfordringer og fremtrylle de enorme mængder af kvalificeret arbejdskraft, som branchen står til at mangle om få år, så skal man blot læne sig tilbage og afvente udviklingen. Hvis man derimod stiller sig tvivlende heroverfor, så tilsiger principperne for rettidig omhu, at man som virksomhed allerede i dag bør være proaktiv og afsøge de forhåndenværende alternativer før det er for sent.

Metal kræver lønstigninger

Det er muligt, at man hos Dansk Metal betragter mine forslag til, hvordan man kunne gøre en tabsgivende del af driften i den danske autobranche rentabel, som kvaksalveri. Det kunne jeg fint leve med, hvis Dansk Metal så havde listet alternative forslag, som kunne gøre driften i den danske autobranche tilsvarende mere rentabel, og som branchens virksomheder faktisk så det som realistisk at gennemføre. Det ville indgyde respekt. Jeg erindrer ikke at have set en sådan liste.

Dog erindrer jeg, at Dansk Metal har meldt klart ud, ”at tiden nu er kommet til det økonomiske skulderklap til de ansatte på værkstedsgulvet” (”2015 endnu et jubelår for den danske autobranche” – Motor-magasinet 20. januar 2016). Dansk Metal varsler således allerede nu, at man vil kræve lønstigninger til de ansatte i den danske autobranche. Prøv lige at spørge på direktionsgangene hos virksomhederne i den danske autobranche, om man også her mener, at det er den rette medicin, som vil gøre virksomhedernes drift mere rentabel. Jeg kan have mine tvivl.

Skriften på væggen

I den danske autobranche, som er super dynamisk, drives virksomhederne af klarsynede, visionære og innovative ledere. Og tro mig. De har læst skriften på væggen. Internationaliseringen af den danske autobranche ér i gang.

Michael Adam
Czartoryski
CEO / Adm. Direktør
EAC Group


Læs indlægget fra Per Påskesen her.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11