23948sdkhjf

Kevin Magnussen langt fra point i Kina

Kevin Magnussen fik sit dårligste resultat i 2016 med en 17.-plads i Shanghai, hvor Nico Rosberg vandt.
FORMEL 1 Det danske Formel 1-håb, Kevin Magnussen, mangler fortsat at sikre sig de første VM-point efter sit comeback til Formel 1.

Den 23-årige Renault-kører endte søndag på en 17.-plads i Shanghai, hvor tyske Nico Rosberg (Mercedes) med årets tredje sejr af tre mulige udbyggede sin føring i kampen om VM-titlen.

Magnussen kæmpede hele dagen i den sidste halvdel af feltet ligesom i Melbourne og Bahrain, hvor danskeren tog henholdsvis en 12.- og en 11.-plads.

Dramatisk start

Sæsonens tredje grandprix fik en på alle måder dramatisk start med flere overhalinger og kollisioner.

De to Ferrari-kørere Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen ramlede sammen og fik beskadiget hinandens biler.

Også verdensmesteren Lewis Hamilton (Mercedes), der startede sidst af de 22 kørere, kom i tidlige problemer, da han umiddelbart efter starten blev ramt af Felipe Nasr (Sauber).

Nede bagved udnyttede Kevin Magnussen hurtigt konkurrenternes problemer på første omgang til at veksle startpositionen som nummer 17 til en 14.-plads.

Dramatikken var slet ikke ovre. Red Bulls Daniel Ricciardo mistede på fjerde omgang sit ene bagdæk, hvilket betød, at australieren raslede ned i feltet og en kort overgang sendte Magnussen op på 13.-pladsen.

En safety car kom på banen, og de fleste kørere - deriblandt Magnussen - tog et pitstop, mens stumperne fra Ricciardos bil blev fjernet fra asfalten.

Da bilerne igen kunne give den gas, begyndte Ricciardo, Räikkönen og Lewis Hamilton at arbejde sig op gennem feltet.

Hamilton virkede helt ustyrlig, og efter en tredjedel af løbet havde briten kørt sig op fra sidstepladsen til en placering som nummer tre - i sidste ende måtte Hamilton dog nøjes med syvendepladsen i Shanghai.

Oppe foran havde Mercedes-holdkammeraten Rosberg for længst sat kursen mod endnu en sejr.

Magnussen kæmpede forgæves

Kevin Magnussen kunne ikke helt fastholde sin position og lå længe og kæmpede om placeringerne fra 14 til 20 i bagenden af feltet.

På de sidste omgange pressede Pascal Wehrlein (Manor) hårdt på bagfra, men det lykkedes Magnussen at holde tyskeren bag sig og sikre sig 17.-pladsen.

I den direkte duel med Renault-holdkammeraten Jolyon Palmer, lignede danskeren igen en vinder. Midtvejs i løbet foretog Magnussen blandt andet en overhaling af Palmer, der kort efter lå bagest af alle 22 kørere.

Danskerens britiske teamkollega endte på sidstepladsen i Shanghai.

Trods de tidligere problemer for Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen endte dagen godt for de to Ferrari-kørere, der sluttede på anden- og femtepladsen.

Red Bull kan rejse hjem fra Kina med en tredje- og fjerdeplads til Daniil Kvyat og Daniel Ricciardo.

Rosberg topper VM-stillingen med 75 point foran Mercedes-kollegaen Hamilton med 39 point.

Kevin Magnussen skuffet

Den danske Renault-kører var langt far tilfreds med den kinesiske race

- Vi havde ikke farten i det her løb, og det var lidt svært, men jeg fik det bedste ud af det, siger Kevin Magnussen til 3+.

- Selv om det er svært, så handler det om at være tålmodig, tilføjer han.

I sæsonens to første løb i Melbourne og Bahrain sluttede Kevin Magnussen lige uden for de pointgivende placeringer i top-ti. I Shanghai var danskeren aldrig i nærheden af point.

- Jeg vil gerne snart score point, men det er fortsat tidligt i sæsonen. De to første løb var bedre, så det her var en sur en.

- Vi må komme videre, lære så meget som muligt og få noget fart i bilen, siger Magnussen.

Racerbanen i Shanghai med mange strækninger uden sving var generelt en udfordring for Renault-teamet.

Før løbet havde Kevin Magnussen alligevel luftet et lille håb om point.

- Jeg havde på forhånd sagt, at vi skulle være heldige denne gang, men jeg troede ikke, at vi skulle bruge så meget held.

- Der var ikke nogen, der udgik, og så er vi ikke hurtige nok til at score point. Vi må holde hovedet oppe, indtil vi er hurtige nok, siger danskeren.

Kevin Magnussen kan kigge en anelse misundeligt mod Red Bull-teamet, der har Renault som motorleverandør. Modsat Renault-bilerne har de to Red Bull-kørere Daniil Kvyat og Daniel Ricciardo masser af fart i bilerne.

Kvyat og Ricciardo sluttede som nummer tre og fire i Shanghai, hvor Nico Rosberg (Mercedes) endnu en gang vandt.

- Det fortæller mig, at der er noget at arbejde på ud over motoren, siger Kevin Magnussen.

Trods 17.-pladsen fik danskeren i Shanghai manifesteret styrkeholdet mellem de to kørere hos Renault. Magnussens holdkammerat, briten Jolyon Palmer, sluttede sidst af alle 22 kørere.

- Jeg missede to træninger, og den sidste foregik i regnvejr, så jeg har gjort det godt og fik udkonkurreret min teamkollega.

- Men selvfølgelig er jeg skuffet over ikke at score point. Der skal helst ikke gå særlig langt tid, før det sker, siger han.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.151