Leder: Drømmejobs i auto
Den ugentlige leder fra Motor-magasinet.
OG DER ER VITTERLIG BRUG for masser af dygtige unge til autobranchen i årene, der kommer. Andetsteds i fagavisen advarer Dansk Arbejdsgiverforening således om, at der i 2025 vil mangle hele 9000 mekanikere i Danmark. Det er chokerende tal i DA-analysen, som godt nok peger på, at arbejdsstyrken ventes at vokse med knap 150.000 personer de næste ti år som følge af en højere folkepensionsalder. Men trods denne udvikling bliver der færre med en erhvervsuddannelse på arbejdsmarkedet til at varetage faglærte job, påpeger arbejdsgiverforeningen. Det betyder, at ud af 64 uddannelsesgrupper vil 40 af dem i 2025 have færre faglærte, end der er behov for. I de 40 uddannelsesgrupper vil summen af det udækkede behov efter faglærte være godt 60.000 personer i 2025. Og allerøverst i denne pulje ligger altså mekanikerne med en manko på 9000 mekanikere om kun ti år.
DER ER IMIDLERTID STADIG tid til at trække i den rette retning og skubbe på, at flere dygtige og virkelystne unge får øjnene op for den spændende autobranche – både for eksempel mekanikere, karrosseriteknikere, autolakerere, reservedelsfolk og bilsælgere. Læs nu blot længere tilbage i avisen om den 25-årige nyuddannede biløkonom, som kort tid efter sin dimission tidligere i år sikrede sig sit drømmejob – i en auto-it-virksomhed. Mulighederne er mange. Det kræver bare indsats, vilje og uddannelse – der er et væld af drømmejobs i autobranchen.