23948sdkhjf

Dæk-kampagne gav storm på autobutler.dk

En kampagne med fastpris for hjulskifte hos værkstedsportal har givet dobbelt så mange kunder som normalt.
PORTAL Hvert år kører der biler på vejene med dæk, som ikke passer til årstiden. Derfor lancerede autobutler.dk i begyndelsen af april en sikker-dæk kampagne om at få skiftet til sommerhjul for en fast pris på 149 kroner.

Det har vist sig at give pote for de medvirkende 700 værksteder. For selv om mekanikerne kun får dækket lønudgifterne til den pris, så har hvert femte hjulskifte ført til at bilejeren bestiller ekstra arbejde så som serviceeftersyn på værkstedet i en grad, så mange melder om fuldt hus i hele april og samtidig er godt på vej til at få fyldt ordrebogen med nye jobs i maj, oplyser en pressemeddelelse fra autobutler.dk.

- Hvert eneste af de dygtigste værksteder har på 14 dage fået over 50 nye kunder på kampagnen, og de melder samstemmende tilbage, at mange bilejere bruger anledningen til at købe andre ydelser som nye dæk og fælge, service, eller større reparationer som tandrem- og koblingskift, fortæller adm. direktør Christian Legêne.

Loyalitet

Værkstedsportalens tal viser, at selv om man har en lav kampagnepris, så er indtjeningspotentialet væsentligt højere med en samlet omsætning på en ny kunde på minimum 10.000 kroner i et toårigt perspektiv. Det skyldes, at næsten 60 procent af bilejerne på autobutler.dk bliver loyale over for værkstedet.

- Det har været en udbredt misforståelse i branchen at digitale kunder ikke er trofaste over for værkstedet, men vi kan se, at en kampagne som vores forrenter sig mange gange, fordi kunden kvitterer med 4-5 års loyalitet over for værkstedet.

Overrasket

Der er ikke tradition for, at værksteder har faste priser på internettet. Langt de fleste opererer med vejledende priser, eller arbejder ud fra en variabel prissætning. Hos autobutler.dk oplever man derimod at prisen for en række jobs sagtens kan fastlægges på forhånd.

- Tilbagemeldingen fra bilejerne er, at de godt tør prøve et nyt værksted, når de på forhånd kender prisen. Selv om vi på en almindelig dag har mange kunder, er vi blevet overraskede over, at en fast annonceret pris kan give mere end en fordobling i antallet nye kunder, forklarer Legêne.

For at gøre det lettere for de medvirkende værksteder at byde på de mange jobs, har portalen udfyldt alle detaljer om det enkelte hjulskift, så værkstedet blot skal bekræfte tilbuddet og booke tiden i deres egen kalender.

Fylder huller ud

Hos Kirk Auto - Mekonomen Autoteknik i Viby J - er det nyt at få kunder med et tilbud om en fast pris. Men værkfører Martin Gronemann oplever, at det netop er løftet om en fast pris, der får bilejerne til at vælge værkstedet.

- På en normal uge har jeg altid en masse huller i kalenderen, men i den sidste uge har der været fyldt op, og det ser ud til at fortsætte, forklarer han og peger på, at fordelen ved en lav intropris især har været, at den tiltrækker mange nye kunder, som ikke normalt kommer på værkstedet, udtaler Martin Gronemann og tilføjer:

- Jeg har tidligere været kritisk over for Autobutlers koncept - men jeg kan se, at det virker. Jeg får fyldt mine ledige tider og sikrer, at der hele tiden er noget at lave på værkstedet, så for mig virker det lige så godt, som at få en annonce i avisen. Bortset fra at jeg sjældent kan måle nogen effekt på en annonce.

Selv om Martin Gronemann især bruger tilbuddet om faste priser til at få fyldt ledige huller i kalenderen, så peger han også på det faktum, at når bilen alligevel er på liften har det været en anledning til en dialog med bilejeren om supplerende værkstedsbehov.

- Vi har for eksempel lige haft en Fiat 500 som også skulle have skiftet bærearm, og vi har haft adskillige olieskift. Samtidig har hjulskiftekampagnen skaffet ekstra serviceeftersyn, som er med til at give fornuftig indtjening. Vi har en tommelfingerregel om, at hvis blot én ud af ti opretter et ekstra job ved siden af hjulskifte, så har vi en god forretning, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088