Efter tolv år med adresse på Brårupgade i Skive, er Byens Lakering rykket ind i helt ny istandsatte lokaler på Norgesvej i Skive. Værkstedet er bygget med øje for de bedste tekniske løsninger, men også for at sikre et højt kvalitetsniveau og større effektivitet.
Egentlig var det et talent for badminton, der i sin tid trak Øystein Eriksen fra Norge til Danmark, men da skader satte en stopper for den karriere, kom han i lære som autolakerer. Med hjælp fra fodboldkammeraten Per Jørgensen, der ejer halvdelen af virksomheden, åbnede Øystein Eriksen sit første værksted på Brårupgade i Skive i 2003. Det gik så godt, at holdet allerede få år senere var i fuld gang med at lede efter nye, større og bedre lokaler.