Mange aktuelle emner blev vendt og debatteret, da Dansk Bilbrancheråd i weekenden samlede sine lokalforeninger på Hotel Comwell i Middelfart til det årlige formandsmøde, og beslutninger vedrørende organisationens fremtid blev truffet.
Formand Henrik Pedersen og direktør Erik S. Rasmussens varme velkomst til de godt 50 fremmødte fra de 33 lokalforeninger stod i skarp kontrast til det triste vejr udenfor. De to slog fast, at det efterhånden er de færreste brancheorganisationer, der har formået at holde fast i en konstruktion med lokal- og regionsforeninger. Men lige præcis det koncept ser Dansk Bilbrancheråd som en af sine afgørende styrker.