23948sdkhjf

Købmand i autobranchen fylder rundt

Manden bag Avant Denmark, Brian Thaysen, fylder 50 år den 1. marts.
FØDSELSDAG Det var lillebror, der købte storebror, da Avant Denmark i maj 2014 overtog DBU Dansk Biludstyr fra ægteparret Merete og Kalle Larsen.

Halvanden år efter tøver Brian Thaysen, Holsted, ikke med at betegne overtagelsen for at være en stor succes.

- Alle har arbejdet med i den rigtige retning, og de gamle ejere har accepteret mig som ny indehaver. Vi har i dag et fint samarbejde. Det er en win-win situation, hvor også mange kunder har leveret positive udsagn om sammenlægningen. Det er dejligt at kunne se omsætningen stige måned for måned - vi er inde i en god stime, konstaterer indehaver Brian Thaysen, som den 1. marts fylder 50 år.

Således nåede Avant-DBU i 2015 over 40 millioner kroner i omsætning, og i år forventer han at nå 43-44 millioner.

- Vi er foran budget. Det er helt vildt - vi kan kun være tilfredse, siger Brian Thaysen, som peger på, at Avant har et fint samarbejde med de tre store autogrossister i Danmark, bilimportører og -forhandlere samt bilistbutikker. Vores udfordring er nu at sælge vores meget brede program til vores eksisterende kunder, siger Brian Thaysen.

Avant sælger i dag kun sine mange produkter (18.000 varenumre) til danske kunder.

- Vi begynder at se uden for landets grænser, men ikke i år. Ifølge selskabets 2022-plan vil vi snart se til Skandinavien og Nordtyskland, siger han.

Lagerekspedient

Brian Thaysen begyndte i autobranchen tilbage i 1982, da han blev udlært som lagerekspedient hos Sydjydsk Reservedele i Vejen, hvor han i øvrigt i dag sidder med i bestyrelsen. Efter et enkelt år hos Flensted Catering i Skovlunde i salgsafdelingen gik turen videre til A/S A. Falkenberg i Kruså i 1986, hvor det siden blev til over 20 år - både som produktassistent, salgssupporter og distriktschef. Han havde dog en afstikker til Scan Deta (i dag Exide) i Esbjerg som salgschef i 1993-95. I årene 1995 til 2010 var Brian Thaysen produktchef for audio-gruppen hos Hella A/S i Kruså (tidligere Falkenberg).

I 2010 gik han solo som indehaver af Avant Denmark - et handelsfirma med distribution af mærkevarer primært til autobranchen, blandt andet med Defa som hoved-produkt.

Avant begyndte med tre mand i Holsted og to partnere, hvor Brian Thaysen siden købte sin partner ud. I 2014 overtog Avant DBU og flyttede virksomhed og lager til Skejby Nordlandsvej ved Århus. Her tæller firmaet i dag 20 medarbejdede.

Kan lide at se ting gro

Brian Thaysen fortæller, at hans arbejde og hobby ofte glider ind i hinanden.

- Jeg er købmand - det er handel og glade kunder, der driver mig. Jeg kan lide at se ting gro og udvikle sig. Sådan har det altid været, siger Brian Thaysen, som er født og opvokset i Holsted og stadig bor i sit fødehjem i Holsted.

Således købte han også for fire år siden Centralhotellet i Holsted, som hans kone, Lone Thaysen, i dag er chef for. Også den lokale bodega har han købt - den er dog forpagtet ud. Desuden driver Brian Thaysen et ejendomsselskab, Thaysen og Vig Ejendomme, med 32 ejendomme i Holsted.

Brian Thaysen har en datter, Trine, på 17 år der er startet som frisørelev.

- Jeg er i gang fra tidlig morgen til sen aften, så tit mangler døgnet timer nok, erkender han.

Fritiden

Som virksomhedsleder lægger Brian Thaysen vægt på at uddelegere ansvar og opgaver, team-spirit, målrettethed samt kommunikation med alle.

- Jeg taler med alle mennesker - fra direktør til fejedreng - med en indre tro på, at ingen er uundværlig, siger Brian Thaysen, der betegner sig selv som lyttende og åben over for ”nye og spændende ideer”.

På uddannelsesfronten har Brian Thaysen også taget en handelsmedhjælpereksamen i Kolding i 1985, en merkonomuddannelse i markedsføring i Vejen i 1992, en diplom lederuddannelse over tre år på IBC Kolding i 2001 samt en Top Governance uddannelse på Business Institute i Ålborg i 2013. Hertil kommer en række kurser i blandt andet salg, strategi og økonomi.

I fritiden er Brian Thaysen kritisk revisor i Business Danmark og formand for Holsted lokalråd, ligesom han interesserer sig for cykling, skisport og motorsport fra sidelinjen. Desuden er han suppleant i bestyrelsen for AUTIG.

Fødselsdagen markeres med en reception fredag 4. marts kl. 13-17 på Skejby Nordlandsvej 301, 8200 Aarhus N
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.265