23948sdkhjf

Selvsikker advokat lover bilejeres ja til VW-erstatning

97 procent af ofrene for 11. september godtog mit tilbud, siger den amerikanske advokat, som arbejder på erstatning fra VW.
DIESELGATE Volkswagen vil være generøs i sit tilbud til 600.000 amerikanske bilejere, som er udstyret med snydesoftware, lover chefen for bilproducentens erstatningsfond.

Den amerikanske advokat Kenneth Feinberg går ind til opgaven med både selvtillid og erfaring fra højprofilerede sager.

Han har tidligere præsenteret erstatninger til ofrene efter angrebene i USA 11. september 2001, udslip fra olieselskabet BP og materialefejl hos bilproducenten General Motors.

- Se på mine tidligere sager. 97 procent af ofrene for 11. september godtog mit tilbud. I sagerne om GM og BP var det flere end 90 procent. Det er også mit mål for VW, siger den amerikanske advokat til den tyske avis Frankfurter Allgemeine.

Intet tyder imidlertid på, at et tilbud er lige på trapperne. Han kan næppe være klar i løbet af de 60-90 dage, som bilproducenten har afsat til opgaven.

- Mine hænder er bundet, indtil VW og myndighederne er kommet overens, siger Feinberg.

Den tyske bilproducent har ifølge Feinberg endnu ikke besluttet, om den vil udbetale penge, tilbagekøbe biler eller bytte dem, fortæller advokaten.

Volkswagen er havnet i en kolossal skandale, da det i 2015 kom frem, at selskabet havde udstyret op mod 11 millioner biler verden over med software, der får bilerne til at fremstå mere miljøvenlige, end de i virkeligheden er.

Softwaren genkender, når bilens udstødning bliver testet. Den ændrer motorens arbejdsgang under kontrollen, så den udleder mindre af gassen NOx.

Volkswagens første forslag til en løsning på problemet blev afvist af de amerikanske myndigheder i januar.

Opgaven er en helt anden for Feinberg end eksempelvis efter angrebet i 2001. VW-skandalen handler, som han siger, om "business" og ikke følelser.

- Det kan jeg se på de e-mails, jeg modtager fra bilejere, som skriver: "Hr. Feinberg, jeg ved, at jeg ikke har mistet et familiemedlem, jeg ønsker blot en retfærdig behandling". De er meget rimelige, siger advokaten.

Kilde: Ritzau

Artiklen er en del af temaet Dieselgate.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281