For de danske bilkunder, der skal have lavet service på bilen, er valget klart for mange. De kører til Flensborg eller en af de mange andre grænsebyer i Sydslesvig, hvor de enten får serviceret bilen eller får den repareret.
En prissammenligning, som Konkurrencestyrelsen har foretaget, viser, at et 40.000 kilometers serviceeftersyn på én af de mest gængse biler i Danmark gennemsnitligt kostede 3.281 kroner, når det foretages på et autoriseret værksted i Danmark. Men køres der over grænsen til Tyskland, kunne kunderne spare gennemsnitligt 40 procent på regningen for et serviceeftersyn. Selvom undersøgelsen har en vis tid på bagen, holder den prisdifference stadig nogenlunde stik, lyder det samstemmende fra de autoriserede værksteder i Flensborg, som Motor-magasinet har talt med.