Formel 1-team har underskud på 450 millioner kroner
Et af de helt store F1-teams præsterer tal så røde som en Ferrari-racer.

Williams Racing, har fremlagt et regnskab for 2014, som viser et underskud på næsten 450 millioner kroner for Formel 1-delen.
Det må Williams' Formel 1-team sande, efter at selskabet bag, Williams Racing, har fremlagt et regnskab for 2014, som viser et underskud på næsten 450 millioner kroner for Formel 1-delen. Det fremgår af teamets hjemmeside.
Andre dele af virksomheden har klaret sig bedre, men det samlede resultat lander på et syngende minus i størrelsesordenen 360 millioner kroner.
Williams forklarer det enorme underskud med eftervirkninger fra 2013-sæsonen, som var den dårligste i teamets historie med en niendeplads i konstruktørernes VM-stilling.
Det førte til færre præmiepenge og dalende sponsorindtægter for teamet, der senest blev verdensmester i 1997 ved canadieren Jacques Villeneuve, og det er konsekvensen af dette, som ses i 2014-regnskabet, mener Williams Racing.
I 2014 var der fremgang at spore med en tredjeplads i konstruktørmesterskabet, og også i denne sæson blander Williams sig i toppen lige under det suveræne Mercedes-team.
Derfor forventer selskabet også et markant forbedret regnskab i 2015.
- Det, vi ser i dag, er i bund og grund tømmermænd (fra 2013-sæsonen, red.). Vi forventer, at 2015 vil være markant bedre end 2014, siger Williams-direktør Mike O'Driscoll til BBC.