Læs om Le Mans 2015
Mekanikerens drømmejob er uden løn
45-årige Bruno Andersen er frivillig med fast plads i Jan Magnussens pit-personale. Han deltager i år for sjette gang iført Corvette-kedeldragt.
Selvlært specialist
Død mand og blæksprutte
Fedt at fejre triumferne
Løn er der ingen af, og flybilletten betaler han selv, men oplevelsen er det hele værd. Således lyder den ultrakorte version fra Bruno Andersen om, hvorfor han for sjette gang skal med til Le Mans som assistance i pitten for Jan Magnussens Corvette Racing-team. Det var egentligt et tilfælde, at Bruno Andersen begyndte som racerløbsmekaniker, fordi hans kammerat kørte motocross. Flere tilfælde ville, at hans vej siden faldt sammen med Jan Magnussens, og på en rejse til USA fik Bruno Andersen pludselig mulighed for at assistere under et løb for Corvette Racing, når ”Big Mag” og hans team kørte de lange løb som Sebring, Daytona og Le Mans. Alt uden løn. - Corvette har ikke noget behov for at betale en mekaniker, som kommer fra den anden ende af jorden. Hotel og forplejning er der sørget for, men det er for min egen interesse, at jeg er en del af teamet. Og fordi de altid siger, at de også regner med at se mig til næste langdistanceløb, så møder jeg op, siger Bruno Andersen. Han er ikke uddannet mekaniker, men har gennem så mange år haft sin gang på værksteder, at han er blevet selvlært og nu kan skifte stort set alt på en racerbil. Han kan da også godt se, at det er mærkeligt, at det nu pludselig er ham, som går rundt blandt de dygtigste mekanikere og specialister, der kan opdrives. - At de tager sådan en som mig, og betror mig opgaver og behandler mig på lige fod med de andre mekanikere, er dybest set fantastisk. Jeg samler motorer, jeg samler skiver, luftfilterkasser og alle de ting, der skal bruges som reservedele, fortæller han. Dog har han ikke noget at gøre med selve bilen under løbene. - Men det er en sindssygt fed måde at komme helt tæt på, hvor det sker og mærke adrenalinen, når det kører. Vi har haft en fantastisk god start i år og har vundet 24-timer på Daytona og 12-timer på Sebring, og derfor er vi også ”oppe og ringe” i teamet. Det giver en god gejst at vide, at vi har en bil, der fungerer, og materiel, der kan holde. Under Le Mans er Bruno, i pit-terminologi, dead man. Den ”døde mands” vigtigste rolle er at tænde og slukke for tilførslen af brændstof til Corvetten, når den er i pit. Hvis noget går galt, skal han kunne reagere hurtigt og slukke for at sikre pit-personalets sikkerhed. Men der er også meget andet, han hjælper med undervejs. - Sker der nogle ting, og vi for eksempel skal skifte gearkasse, så har jeg andre opgaver, som at få bundplader væk fra bilen, at få tørret olie væk og lignende. Det er en slags blæksprutterolle, så de andre kan koncentrere sig om bilen, forklarer Bruno Andersen. Men det er naturligvis ikke altid, at der sker noget i pitten, selv om det er verdens største motorløb, og nogle gange bliver timerne lange. - Tiden kan godt gå langsomt. Hvis teamet har sine pitstop som beregnet, og alt ellers går, som det skal, så sidder man meget ned og følger med på sine skærme. Man foretager sig ikke rigtigt noget, men går og holder øje, og ud på de små timer kan man få en lille søvnkrise. Med mindre at der sker noget, som kan få gang i adrenalinet. Men man sover ikke. Man kan allerhøjst halvblunde, fortæller Bruno. Selv om det kan lyde lidt trivielt at deltage i Le Mans på sidelinjen, så vil Bruno ikke undvære de oplevelser, han får med teamet. Alle kender hinanden og går op og ned ad hinanden i dagevis op til løbet og gør klar. De er som løver i et bur – klar til at der skal ske noget. Derfor står de sammen. Både under de gode og mindre gode stunder. - Selvfølgelig vil man gerne have, at der sker lidt, men vi vil jo ikke have, at bilen ramler ind i et eller andet. Det første år, jeg var med – i 2010 – kørte Jan (Magnussen, red.) galt klokken otte om morgenen. Så vågner man jo lige op og håber, at man kan være med til at få reddet kastanjerne ud af ilden, siger Bruno Andersen og fortsætter: - Det var rigtig svært at acceptere, for vi førte løbet. Vi havde en god fornemmelse, og alt var gået, som det skulle, men så var alt bare tabt. Der må jeg indrømme, at jeg kneb en lille tåre. Det vigtigste var, at køreren var ok, men bilen var så knust, at der ikke var noget at komme efter. Derefter var der ikke andet at gøre end at pakke sammen. Det er ikke noget, man taler om – alle ved, at det er slut. Løbet er ovre for os. Så lægger man sig til at sove og venter på, at løbet er kørt færdigt. Det er en flad fornemmelse. Men omvendt er det også fedt at fejre triumferne. Tidligere i år vandt Corvette-teamet 24-timersløbet på Daytona. En sejr med en margin på få sekunder, der giver store forhåbninger frem mod Le Mans. - Det er fuldstændig vanvittigt at tænke på. Dér sad nerverne uden på tøjet de sidste omgange. Alle øjne i pitten var rettet mod de dér skide skærme, og da vi så det ternede flag, brød alle ud i vild jubel og krammere. Det er med til at holde gejsten oppe, fastslår Bruno Andersen. Lige netop den sejr blev sikret på en fornuftig taktik og gode pitstop. - Alle er med til at holde det hele kørende, også mekanikere og teknikere. Det er ikke kun kørernes fortjeneste. Mekanikerne på Jans Corvette er ekstremt dedikerede, og det er fedt at være en del af, siger danske Bruno ”Dead Man” Andersen. ///