23948sdkhjf

Dansk rallylegende skal udvikle dansk motorsport

Den tidligere europamester i rally og dobbelte DTC-sølvvinder, Henrik Lundgaard, er ny udviklingskonsulent i Dansk Automobil Sports Union (DASU).
KONSULENT Henrik Lundgaard har mange års erfaring som racerkører og som teamchef, mekaniker og far til to sønner med internationale gokartkarrierer. De uvurderlige erfaringer får DASU’s klubber og dansk bilsport fremover glæde af, når han fra 1. maj bliver udviklingskonsulent i DASU.

En af DASU’s målsætninger er, at det skal være nemmere at køre race, og Henrik Lundgaard skal i 2015 blandt andet arbejde for at gøre det muligt at gå til motorsport, ligesom vi kender det fra alle andre sportsgrene. Danskerne skal kunne gå til motorsport med trænere, øvelser og faste træningstider som vi kender det fra fodbold, badminton osv.

- Det er ikke nemt at være ny i motorsport i Danmark, men det skal det blive. Jeg skal være med til at sørge for, at nye medlemmer tilbydes bedre vilkår og flere muligheder for at blive vejledt og guidet i den første periode med motorsport, fortæller Henrik Lundgaard om sit nye job.

De første par år i jobbet skal den tidligere europamester i rally primært hjælpe med at organisere arbejdet i DASU’s klubber, så det bliver nemmere at komme i gang med at køre rally, gokart og race på asfalt- og offroadbanerne.
Henrik Lundgaard skal også arbejde med DASU’s projekt i forbindelse med skolereformen, ’motorsport på skemaet’, samt klubudvikling og uddannelse af officials.

- Vi glæder os til samarbejdet, og jeg er sikker på, at Henrik med sin professionelle og seriøse indstilling samt store netværk i sporten kan være med til at udvikle DASU og klubberne i en positiv retning og via de fastlagte projekter fastholde og tiltrække medlemmer til sporten, siger DASU’s sekretariatschef Ture Hansen.

Uddannet mekaniker

Henrik Lundgaards racerkarriere begyndte i 1989 med manøvreprøver – rallysportens begynderdisciplin, der i dag hedder klubrally. Siden blev han danmarksmester i rally fire gange og tog point i VM-ralliet i Monte Carlo, inden han i 2000 blev europamester i rally og i 2001 vandt Teams Cup i rally.
Siden skiftede han til banesporten, hvor det blandt andet blev til sølvmedaljer i Danish Touringcar Championship i 2004 og 2008.
I 2015 er den tidligere rally-europamester tilbage i en racerbil som en af deltagerne i Danish Supertourisme Turbo.

Henrik Lundgaard er uddannet mekaniker og har været selvstændig siden 1989. Han har også arbejdet freelance for internationale motorsportsteams som Prodrive, M-Sport og Peugeot Sport.
Han har været og er meget involveret i sine sønners karrierer som racerkørere, der for begge sønners vedkommende begyndte med karting.
Henrik Lundgaards yngste søn Christian er i fuld gang med en lovende gokartkarriere på internationalt topplan, og han er også en del af DASU’s elitearbejde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204