23948sdkhjf

Suvo-kæden med i Dansk Bilbrancheråd

De frie værksteders forening tager hul på en ny branche med samarbejdsaftalen med antirust-centrene.
OPTAGELSE Suvo-kæden er nu så omfattende, at der er brug for en overbygning med stærke juridiske og branchemæssige kompetencer, og her er valget faldet på Dansk Bilbrancheråd, som dermed har budt cirka 50 nye medlemmer velkommen i skaren, der i forvejen tæller cirka 1800 frie værksteder.

Suvo startede i Jylland for mere end 35 år siden med et nyt antirust-produkt og har i dag centre over hele landet. Væksten har været organisk med minimal brug af markedsføring i troen på, at et prisdygtigt produkt og tilfredse kunder var vejen frem.

Bestyrelsesmedlem i Suvos garantiforening, Jes Just fra Hjørring Rustbeskyttelse og Polercenter A/S, fortæller, at bestyrelsen har arbejdet på dette en del år.

- Vi var utilfredse med at hyre konsulenter ind til en formue og ikke rigtig være tilfredse med det, vi fik ud af det. Nu kan vi, som medlemmer, ringe ind til Dansk Bilbrancheråd og få hjælp til blandt andet personale- og miljøsager. Og når Arbejdstilsynet kommer og spørger til en port eller udsugningen, så kan vi få objektiv vejledning. Jeg tror, vores kunder vil kigge på, at vi er tilknyttet en organisation - at vi er medlem af noget større. Det giver tryghed, siger Jes Just.

Naturlig udvikling

At Suvo kæden er indlemmet i en efterhånden halvstor familie under Dansk Bilbrancheråd er en helt naturlig udvikling, hvor brancher, der i forvejen er tæt associeret med værkstedsbranchen, finder et natuligt tilhør.

Direktør i Dansk Bilbrancheråd, Erik S. Rasmussen, udtaler om tilgangen af de nye branchemedlemmer:

- Der er dobbelt så mange ting, vi har til fælles, end der er ting, vi har til forskel, så vi er stolte og glade for, at Suvo kan se en masse muligheder i et medlemskab hos os. Vi er helt sikre på, at vi kan bistå disse nært beslægtede virksomheder i en masse af de sager, der altid dukker op i løbet af året, og som ikke har med kerneforretningen at gøre. Her i Dansk Bilbrancheråd har vi over 75 års erfaring og et solidt netværk, som vi naturligvis stiller til rådighed, siger Erik S. Rasmussen

Aftalen mellem Dansk Bilbrancheråd og Suvo trådte i kraft lige før påske.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103