Projekt fra Silkeborg skaber flere praktikpladsaftaler
22 grundforløbselever har opnået en praktikplads gennem syv modne mænds opsøgende arbejde.
Peter Kallestrup er med i den gruppe på syv modne mænd, der er med til at skaffe praktikpladser til unge vognmalere på grundforløbet.
En gruppe på syv modne mænd har således allerede besøgt 160 autolakeringsværksteder i Danmark, der er godkendt til at have elever i praktik, men der skal mere til. De skal nemlig rundt og besøge samtlige autolakeringsværksteder og have en snak med dem om de muligheder, de som virksomhed har for at få en elev i praktik. Det er nemlig ikke enten eller, som mange kunne tro. Det er nu muligt at få en elev i delaftale eller restlæreaftale – ud over den helt ordinære praktikpladsperiode, som mange dog fortsat benytter.
Et projekt med mening
I spidsen for gruppen står tidligere faglærer og uddannelsesleder på vognmaleruddannelsen i Silkeborg, Peter Kallestrup, på opfordring fra både Teknisk Skole Silkeborg og Autobranchen. Han er 63 år og gik i 2014 på pension, men er glad for fortsat at være en del af vognmalerbranchen og for at møde mestrene ude i landet.
- Besøgene har været meget positive, og det er godt at få en snak med folk derude. Mange er interesserede i at få en elev i praktik, og det kan vi heldigvis hjælpe med, fortæller Peter Kallestrup fra landevejen.
Tilbage i 2013/14 ansøgte man midler fra AUB til at starte projektet og fik bevilliget 320.000 kr. De penge er gået til udgifter til de syv opsøgende medarbejdere, der har arbejdet deltid det seneste år. Lige nu afventer man svar fra AUB, efter man har ansøgt om at få forlænget projektperioden, så det næste kuld grundforløbselever på vognmaleruddannelsen i Silkeborg også får samme mulighed.
Et vigtigt element
Den opsøgende gruppe har oplevet at have en god dialog med mestre rundt om i landet. Og netop dialogen mellem skole, praktiksted og elev er enorm vigtig, når man har et vekseluddannelsesprincip i erhvervsuddannelsen, da eleven bruger lige store dele af sin tid hos virksomheden og på skolen. Og for at alle parter kan få det bedste ud af en praktikperiode, er det vigtigt, at alle er klar over, hvad der arbejdes med de respektive steder, og hvordan det foregår, lyder det fra gruppen.