Hvorfor er det lige, at Alfa Romeos sportsvogn 4C gik lige i hjertet på bilelskere? Først og fremmest på grund af dens elegante design, dernæst fordi den er en Alfa Romeo slet og ret og når man får sat sig lidt mere ind i dens data: Fordi dens chassis er af kulfiber. På den måde melder 4C sig i en eksklusiv klub af millionbiler som Porsche Carrera GT, McLaren MP4-12C og diverse Koenigsegg samt egentlige racerbiler i Le Mans-ligaen. Da Ferrari 458i har aluminium-chassis er Alfaen faktisk foran Ferrari lige her.
Men ellers er 4Cs udstråling som en mini-Ferrari. Bragende designet, kort og bred og altså med centermotoren på tværs samt en affjedring, der er mere racerhård end hverdags-venlig.
Med den seneste udgave af Alfa Romeo, den åbne 4C Spider, er der endnu mere Ferrari over Alfaen. Nyhedens tag er i øvrigt af typen knap-af/knap-på, så det let og hurtigt kan afmonteres, så man får fuld glæde af solen og ikke mindst af musikken fra den ret så pumpede turbomotor.
Produktionen starter sidst på året der er endnu intet om danske priser, oplyser Alfa Romeo-Danmarks pressechef, Steffen Holm.