23948sdkhjf

Ulovlige invalidebiler

En del tidligere invalidebiler kører i værste fald rundt uden én eller flere airbags. Ingen opdager det ved salg, og kontrollen mangler.
Skal en bil forsynes med invalideudstyr, kan det være nødvendigt at afmontere én eller flere airbags, da de kan være i vejen for invalideudstyret. Forudsætningen er, at bilen godkendes med de ændringer, der er foretaget. Men i det øjeblik bilen sælges, hænder det, at en afmonteret airbag ikke bliver genmonteret, og dermed opfylder den tidligere invalidebil ikke sikkerhedsforskrifterne, når den sælges til en bruger med fuld førlighed.

Handler i god tro

Når en airbag afmonteres, monteres der i stedet en modstand med samme ohmske værdi som airbagen. Dermed undgår man, at advarsels- og kontrollamper tænder, da systemet ikke mærker forskel på, om der er tale om en airbag eller en modstand. Det samme gælder også, hvis testeren kobles til OBD stikket. Den kan heller ikke kan registrere, om der rent faktisk er tale om en airbag eller blot en modstand.

- Det sker tit, at airbags afmonteres eller gøres inaktive i forbindelse med ombygningen. Det er der ikke noget galt i, men hvis bilen handles efterfølgende, vil der jo mangle noget. Men det er ikke bare altid, at den information går videre. Dermed ender den nye ejer med at køre rundt i noget, der sikkerhedsmæssigt ikke er i orden. Og det på trods af, at bilen er blevet synet og godkendt, lyder det fra Poul-Erik Christensen, som er teknisk chef i Applus Bilsyn.

Airbags afmonteres

Motor-magasinet har foretaget en rundringning til nogle af de firmaer, som ombygger almindelige biler til invalidebiler.

Her er meldingen fra alle sider, at det ofte forekommer, at én eller flere airbags afmonteres for at give plads til invalideudstyret. Når det kommer til salget af bilerne, lyder det igen samstemmende, at personbilerne typisk sælges en gros her i landet, mens de lidt større biler oftest går til eksport.

Sorteper går videre

De samme firmaer blev også spurgt, om der sker noget specielt i forbindelse med salget af en invalidebil, hvor eksempelvis en knæ- eller sideairbag er afmonteret. Her lyder svarende enslydende, at så godt som alle bilerne sælges en gros, uden man foretager sig yderligere.

Firmaerne medgiver også, at et salg er ensbetydende med, at pligten til at få bilen bragt tilbage i sikkerhedsmæssig korrekt stand, dermed går videre til den nye ejer.

Ingen mangler

Ved en groshandel er det typisk hurtigt ind og ud, og i den forbindelse bliver der måske kun gjort opmærksom på, at det handler om en tidligere invalidebil, men ikke om der eksempelvis skulle mangle en side- eller en knæairbag.

I kraft af at ingen advarsels- og kontrollamper er tændte, kan køber og sælger og synshal kun konstatere, at bilen derfor må være i orden på det punkt.

Et reelt problem

Poul-Erik Christensen vedstår gerne, at det med afmonterede airbags kan være et problem i forbindelse med syn af et invalidekøretøj, da der reelt ikke er nogen chance for at opdage, om en simpel modstand erstatter en airbag.

- Vi kontrollerer selvfølgelig, om bilen er i orden. Hvad angår sikkerhedsudstyret, kontrollerer vi udelukkende om kontrol- og advarselslamperne lyser. Lyser de ikke, kan vi kun gå ud fra, at alt er i skønneste orden. Men reelt har vi heller ingen mulighed for at se, om der skulle mangle én eller flere airbags, og se om de skulle være erstattet af en modstand. Og selv om vi koblede en tester til OBD stikket, kunne vi stadigvæk ikke konstatere, om der skulle mangle en airbag eller to, lyder det fra Poul-Erik Christensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078