Danmark først med gratis hurtigladning
Som første land er i verden er det nu muligt at nå hele Danmark rundt i en miljørigtig elbil uden forsinkelse, uden at udlede CO2 og helt uden at bruge penge på fremdriften, lover Tesla.
- Planen er, at der højst skal være 200 kilometer mellem hver hurtiglader. Det er mere end rigeligt, selv for Tesla Model S med det lille batteri, som kan køre 390 kilometer på en opladning efter NEDC-standarden. Modellen med det store batteri kan køre hele 502 kilometer på en opladning. Det er jo ikke gratis at bygge ladestationer og levere strøm gratis. Men vores strategi er, at vi ikke bruger penge på markedsføring, men i stedet bruger dem på innovation, som giver vores kunder en ekstra værdi. Vi kan se på de ladestandere, vi har åbnet rundt om i verden, at det er en god idé. Vi åbner også op for, at andre elbils operatører kan udnytte vores transformatorer, siger Teslas skandinaviske kommunikationschef, Esben Pedersen.
Supercharging har allerede revolutioneret elbilkørsel globalt. I USA, Norge, Holland, Østrig, Schweiz og Tyskland har Tesla siden sidste år tilbudt gratis opladning, der er så hurtig, at det tidsmæssigt kan konkurrere med et optankningsstop. Danmark er det første land, hvor man kan komme frem overalt alene ved brug af Teslas gratis ladesystem. Netværket vokser hastigt, og inden årets udgang vil man kunne køre store dele af Europa rundt i Tesla Model S alene ved brug af gratis strøm fra Superchargers.
Hele Europa
Den gratis opladning sker fra Teslas egne supercharger-stationer. Stationerne kommer til at ligge strategisk placeret med omkring 200 kilometers mellemrum og vil forbinde Europas vigtigste byer. Allerede inden sommerens udgang kan man køre fra Trondheim til Milano i en Tesla Model S stort set lige så hurtigt som i en bil med forbrændingsmotor, men helt uden at forurene og uden udgifter til fremdrift.
Tesla supercharger er angiveligt verdens hurtigste ladesystem til elbiler. Det lader Model S med 135 KW, hvilket giver op til en halv opladning (250 kilometer) på omkring 20 minutter. Dette gøres via specielle kabler og ladestandere som oplader batteriet direkte med kraftig DC strøm. Teslas familiebil Model S har en rækkevidde på 500 kilometer. I praksis betyder supercharging, at man på en returrejse mellem eksempelvis København og Skagen blot behøver at lade 20 minutter.