Bilsalget bliver ved med at stige med rekordfart
Også i marts var danskere klar til at købe ny bil. Salget af personbiler satte rekord i årets første kvartal.
Personbilssalget slog alle rekorder i første kvartal i år med en stigning på 14 procent til i alt 47.842 solgte biler i forhold til første kvartal 2013.
- Bilmarkedet er inde i en historisk udvikling. Danskernes syn på at købe ny bil har ændret sig. Man ser ikke alene på anskaffelsesprisen, men i høj grad også på de løbende omkostninger, siger Bent Mikkelsen, direktør hos De Danske Bilimportører.
- Derfor skifter rigtigt mange danskere fra 15-20 år gamle biler til noget nyt i disse år, siger han om tallene.
Samtidig er det ikke mere de helt små biler, som danskerne kun har øje for.
- Nu ser vi, at også de lidt større modeller i mellemklassen trænger sig på i top 20, og det er endnu et tegn på den bredde, der er ved at være i væksten, siger Bent Mikkelsen.
Det går også godt med salget af varebiler. De steg i marts til 2441 solgte varebiler, og det er en fremgang på 29,8 procent i forhold til marts sidste år.
- Varebilsalget har været en meget positiv overraskelse. Vi ser vækstrater over 20 procent i et marked, som vi før nytår havde forventet ville udvikle sig fladt. Det sender et signal om en kraftig investeringslyst ude i virksomhederne, siger Bent Mikkelsen.
Også på salget af lastbiler er der fremgang at spore. I marts blev der indregistreret 300 nye lastbiler, hvilket er en fremgang fra 272 i marts 2013.
- 2014 skulle gerne blive året, hvor vi langt om længe oplever vækst i lastbilmarkedet, der ellers har mærket krisen langt hårdere end person- og varebilerne, siger Bent Mikkelsen.
Få bilmærker størst
Bilforhandlernes brancheorganisation Autobranchen Danmark gør opmærksom på, at det er et fåtal af bilmærker, som står for tre fjerdedele af salget.
Bilsalgstallene opgjort på bilmærker viser, at de ti mest populære bilmærker står for knap 72 procent af bilsalget, det er en voksende koncentration i forhold til tidligere.
- Der er sket en større koncentration af salget på færre bilmærker i de seneste år. Derfor har bilforhandlere med et bilmærke, der klarer sig mindre godt, slet ikke samme oplevelse af et rekordhøjt bilsalg, siger administrerende direktør Jens Brendstrup fra AutoBranchen Danmark.
Det er i høj grad de bilmærker, der har en bil i mikrosegmentet, som topper salgslisterne. Faktisk har alle bilmærker i top 10 en mikrobilmodel, og for syv ud af de 10 bilmærker i top 10 er det mikrobilen, der er den meste solgte model.
På grund af de lave priser er der ikke noget, som tyder på, at mikrobilernes popularitet foreløbig vil falde, mener Autobranchen Danmark. I denne måned udgør mikrobilerne 32 procent af bilsalget.