23948sdkhjf

Biløkonomer hos VW i Wolfsburg

Biler, Bendtner og nye bekendtskaber satte rammerne for årets biløkonomtur til Wolfsburg.
31 studerende fra biløkonomuddannelsen og to vejledere havde en begivenhedsrig tur til Wolfsburg en weekend sidst i september. Turen samlede studerende fra København og Århus fra både 1. og 2. årgang, og arrangørerne havde lagt vægt på, at der både skulle være faglige og sociale aktiviteter, der samlede de kommende biløkonomer på tværs af årgange og landsdele.

For at få størst muligt udbytte af weekenden var der afgang fra Autohuset Vestergaard i Vejle ved midnatstid natten til lørdag, så det officielle program kunne starte tidligt lørdag. Første punkt på programmet var Autostadt, der er Volkswagen-koncernens ansigt udadtil. I Autostadt har Volkswagen frie hænder til at vise filosofien bag hvert af deres mærker. Besøget i Autostadt gav dermed de studerende rig lejlighed til at se både de enkelte mærkers flagskibe, og hvordan en af de største bilproducenter i verden promoverer deres brands.

Fodbold både inde og ude

Søndag stod i sportens, nærmere betegnet fodboldens tegn. Efter en intens og konkurrencepræget omgang indendørs fodbold med kampe årgang mod årgang, gik turen til Volkswagen Arena. Her tog Nicklas Bendtners nye klub, VFL Wolfsburg, imod Bayer Leverkusen i en yderst målfyldt kamp. Det blev desværre ikke til nogen scoring fra Bendtners støvle, men biløkonomerne kunne sammen med over 27.000 andre tilskuere se Bendtner og holdkammeraterne vinde sikkert med 4-1 mod Bundesligaens tophold.

Verdens største bilfabrik

Mandag gav et indblik i, hvor stor verdens største bilfabrik rent faktisk er. Der var rundtur på Volkswagenfabrikken, som producerer modellerne Golf, Golf Sportsvan, Touran og Tiguan. Selv om man ikke når at se meget af den store fabrik på en enkelt rundtur, var ingen i tvivl om, hvor stor den egentlig var. Fabrikken beskæftiger cirka 60.000 medarbejdere, eller med andre ord, halvdelen af byens befolkning.

- Turen ville ikke kunne lade sig gøre uden støtte fra mange virksomheder. Det er glædeligt, at så mange virksomheder støtter op om biløkonomuddannelsen. Turen til Wolfsburg har givet de studerende et godt kig indenfor hos en af verdens største bilproducenter, men udover oplevelserne og det faglige input, har det også lagt fundamentet til de studerendes videre færd i autobranchen og dermed medarbejdere, der er bedre rustet til en fremtid i branchen, siger uddannelseskoordinator Finn Rolighed, Erhvervsakademi Aarhus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095