Flere afprøver elbilen som lejebil
Pakkeløsninger fra Avis og E.ON.
Der kommer flere og flere elbiler på vejene. Det øger både opmærksomheden og nysgerrigheden i markedet. Derfor ønsker mange nu at prøve elbilen i en lidt længere periode for eksempel ved at leje den. Har man af og til brug for køre længere ture, hvor elbilens batteri ikke rækker, tilbyder Avis også en "bytte-bil" løsning. Både Avis og E.ON ser begge elbilen som en by-, dele- og puljebil, der primært skal fungere i et nærområde eller som et stærkt supplement til manges bil nr. to.
I foråret indkøbte Avis 400 elektriske Nissan Leaf, en af verdens mest prisvindende elbiler, og E.ON gik samtidigt i luften med en vifte af ladeløsninger til elbilisterne. De to selskaber samarbejder nu om at gøre det enkelt, nemt og billigt at blive elbilist.
- Selv om vi lige nu har 400 elbiler i vores flåde, har vi allerede ventelister, så efterspørgslen mærker vi tydeligt. Lejemodellen gør det muligt at prøve elbilen af, uden at springe direkte ud i et køb. Vi har bilerne, og E.ON har Danmarks største ladenetværk i byerne, tilmed med strøm fra vedvarende energi. Jeg har selv kørt Nissan Leaf de sidste tre måneder og oplader den derhjemme på en offentlig ladestander fra E.ON., siger Kasper Gjedsted, adm. direktør i Avis Danmark.
Ifølge de to selskaber er partnerskaber vejen frem. Det skal være enkelt og risikofrit at anskaffe både elbil og ladeløsning. Og det må ikke koste mere end den traditionelle bil.
- Avis er verdensmestre i at udleje biler og har markedets mest attraktive pris på elbiler lige nu. Deres bookingsystem er enkelt, og det er nemt at tilvælge E.ONs ladeløsninger, fra fast abonnement til lav kWh-pris til et mere uforpligtende abonnement og en lidt højere kWh-pris. Alle muligheder er til stede, afhængigt at kundens behov, både adgang til vores offentlige netværk men også skræddersyede ladeløsninger til virksomheder. Vores mål er at tilbyde ren "plug n play", siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON Danmark.