23948sdkhjf

Længere på literen og stadig gokart

Den faceliftede Suzuki Swift har fået monteret to indsprøjtningsdyser i hver cylinder, så nu er forbruget forbedret med 10 procent. Og den dér gokart-feeling har Swift’en fortsat.
Der skal mere knald på salget af Suzuki Swift. Derfor har fabrikken udviklet en ny type indsprøjtning, og importøren har spidset blyanten i jagten på lavere priser.

De ansvarlige for det reviderede udseende holdt tidligt fyraften: Det blev stort set til kun til et sæt nye fælge, og på de dyre udgaver et tag i en anden farve. Men motoringeniørerne har givet den gas.

Baseret på samme blok, og dermed samme antal cylindre, har motorteamet udviklet en opdateret motor med to indsprøjtningsdyser per cylinder. Det optimerer forbrændingen, så den nye udgave går godt og vel 22 km/l mod tidligere 20,0. Omregnet til CO2-udslip er forbedringen tilsvarende: Tidligere 116 g/km, nu 100 g/km.

Samtidig udvikler den nye motor, med betegnelsen DualJet, et lidt større moment, men, nok så vigtigt, ved færre omdrejninger. Derfor er Swift 14 med den nye motor væsentlig mere komfortabel ved motorvejshastighed end den tidligere.

Mange forbinder Suzuki Swift med herlig "gokart-feeling" og sjov, dynamisk kørsel. Her er alt heldigvis ved det gamle: Sporty kørestilling og en ganske direkte styring.

3 skarpe til importøren

Suzuki-Danmark forsøger at sætte ny fart i Swift med skarpere priser og en faceliftet model. Importørens PR-ansvarlige, John Mogensen, får derfor tre skarpe spørgsmål.

Mange bilmærker kører med uændrede eller ligefrem sænkede priser på nye modeller – hvad med Swift 2014?

- Vi har strammet priserne og har faktisk en frapris, der er 10.000 kroner lavere nu end tidligere. Dog er startprisen på 110.000 kroner for versionen med den gamle motor. Billigste Swift med den nye DualJet-motor koster 128.000 kroner.

Hvor mange Swift satser I på at sælge?

- Vores mål er at sælge på den rigtige side af 2000 eksemplarer, hvilket i givet fald vil være en lille fremgang. På den måde indgår Swift 2014 i en offensiv, der skal hæve det samlede Suzuki-salg til 6000 biler.

Hvorfor vælger Suzuki to dyser i den eksisterende motor og ikke en ny motor med tre cylindre?

- For Suzuki er det vigtigt, at også den nye Swift kan sælges til en konkurrencedygtig pris. Og alt andet lige er det en billigere løsning at optimere den eksisterende motor end at konstruere en ny. Og da vi kunne opnå et så fordelagtigt forbrugstal på næsten 23 km/l, var løsningen med DualJet den helt rigtige.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094