Elektrisk og med en duft af benzin
BMW tør gå forrest, og resultatet er den smukke hybrid i8 med både kræfter og minimalt brændstofforbrug. Efter de første kilometer konstaterer vi, at den ser vildere ud, end den kører.
BMW i8 ligner en million men koster næsten tre millioner. På grund af statussen som hybridbil, og ikke elbil, er den ikke frataget registreringsafgift. Til gengæld er den, som ingen anden bil i klassen, en højtydende sportsvogn med et forbrug på bare 47,6 kilometer på literen og et udslip på blot 49 gram CO2.
BMW i8 ser vildere ud, end den egentlig kører. Farten er høj, grebet er tilstrækkeligt og samvittigheden er god med de fine forbrugstal. Men stilen er mere Grand Tourer, end den er hårdkogt sportsvogn. Kabinen er smuk, velindrettet og bygget op som en monocoque-celle i kulfiberforstærket plastik.