Peugeot 208 er, med Renault Clio i slipvinden, storsælger i B-segmentet eller Polo-klassen, som mange siger. Og med lanceringen af den nye Volkswagen Polo og en opdateret Toyota Auris er klassen mildest talt et varmt sted at forsøge sig. Ikke desto mindre er Mazda nu på vej med en ny model og det er vitterligt en helt ny Mazda2. Den blev vist for første gang i sommer og er klar til Danmark i foråret 2015.
Den nye Mazda2 ligner i den grad en 2er. Men lad dig ikke snyde, for rent teknisk er den nye 2er i direkte familie med familiens 3er.
Mazda2 2015 er den i alt fjerde model med Mazdas særlige teknik samlet under betegnelsen ProActiv. Pro-Activ er først og fremmest benzinmotorer efter Mazdas egen filosofi: Mens langt de fleste europæiske fabrikker disse år sparer på forbruget og udslippet ved hjælp af downsizede motorer med færre cylindre og turbo, holder Mazda fast ved lidt større sugemotorer, der til gengæld opnår en mere effektiv forbrænding, og dermed lavere forbrug, takket være et højere kompressionsforhold.
Den nye 2er kommer også med diesel efter ProActiv-teknikken her er kompressionen langt lavere end hos de fleste konkurrenter.
Der er endnu intet om priser på den nye bil. Men den nuværende starter ved cirka 120.000 kroner for et 2-tal på benzin. Det er dog en aktuel kampagnepris, så regn med, at Mazda2 årgang 2015 får en noget højere startpris.