Ny Corsa i nyt design med ny teknik
Under den kommende Corsas frontklap vil der være både benzin- og dieselmotorer. Især tyskernes nye 1-liters 3-cylindrede turbobenzinmotor, der kan yde op til 115 hestekræfter, ser interessant ud.
Oplagt til Danmark er den nye Ecotec-motor, der er udviklet parallelt med en ligeledes ny 6-trins manuel gearkasse. De beskedne tre cylindre og den forholdsvis lille slagvolumen på én liter får hjælp af en turbo og direkte indsprøjtning. For at holde vægten nede er motoren udført i aluminium, og forbrugstallene står mål med Euro 6-kravene.
Motoren fås i to effekt-varianter, en med 90 hestekræfter og en med 115 hestekræfter. Begge versioner kan bryste sig af at have et højt moment tilgængeligt tidligt i omdrejningsforløbet 170 Newtonmeter allerede ved 1800 omdrejninger. Dertil to hidtidige benzinmotorer plus to dieseler.
Opel lover, at den nye Corsa vitterlig er ny ikke en eneste komponent i undervognen er taget med over fra den foregående Corsa D. Tyngdepunktet er sænket fem millimeter for at sikre bedre stabilitet i sving såvel som på motorvej.
Opel har adgang til en masse sikkerhedssystemer, for eksempel Lane Depature Warning System og et system, som overvåger bilens blinde vinkler. Informationerne til mange af systemerne får den lille tyske hatchback fra et frontmonteret kamera, der "læser" vejen. Samme kamera kan også læse fartskilte, samt holde øje med at man ikke kører for tæt på bilen foran.
På nuværende tidspunkt er det endnu uvist, om samtlige motor- og udstyrsvarianter vil komme til Danmark. Officiel premiere bliver ved biludstillingen i Paris til oktober, men danskerne må vente til 2015, før de kan komme bag rattet af den nye tyske praktiker, som både kommer som 3- og 5-dørs hatchback. Heller ingen priser for nuværende.