23948sdkhjf

Der er plads til niche-specialister

Mængden af teknik i bilerne stiger hele tiden, og hos Auto El Specialisten i Karlslunde har de nok at se til, når der "går strøm i den".
Det har ligget i DNA'et på Marco Mathiasen, at han skulle rode med elektricitet i biler. Han er fjerde generation af autoelektikere, som startede med hans oldefar, og siden har hans farfar og far holdt familietraditionen ved lige. Nu er det fra det mindre værksted i Karlslunde, at der bliver udført autoelektiske opgaver i familien.

I firmaet Auto El Specialisten har Marco Mathiasen hjulpet med problemer i biler, hvor der indgår strøm. I dag er der fem ansatte i firmaet, han startede i 1997, efter at have været i lære hos sin farfar i 80’erne. Han var nemlig indehaver af et lignende firma kaldet AutoElektric med base i Københavns sydhavn. Efter det lukkede gik Marcos tur forbi et par forskellige firmaer, før han kunne lave de første opgaver i sit eget firma.

I dag er der fire områder, som der står for størstedelen af aktiviteten på værkstedet. Opbygning af taxaer står for en tredjedel af arbejdet, det samme gør fejlsøgning. Den sidste tredjedel består af opbygning af varevogn og eftermontering af udstyr for private.

I øjeblikket er der travlt med at montere nye dankort-terminaler i taxaer for firmaet 4x35. Og generelt gør udviklingen i nutidens biler, at det ikke er blevet nemmere at have med autoelektricitet at gøre.

- Der bliver stillet mange krav til vores viden, og vi skal hele tiden holde os opdateret. Det gælder både på vores viden, men også vores softwaresystemer og diagrampakker. Det er nødvendigt at have adgang til de nyeste data, ellers kan vi ikke udføre en fejlsøgning, forklarer Marco Mathiasen.

- Hvis mekanikerne ikke lige kan finde fejl, tager vi ofte over. Og så er vi inde og kigge i dybden, for at finde ud af, hvad der er galt, fortæller Marco Mathiassen.

Her uddyber han, at der ofte skal måles på bilerne og modholdes de diagrammer, der er lavet fra fabrikkens side over bilens elektronik. Og her skal der være forskel på den viden, som en almindelig mekaniker besidder og så autoelektrikkerne. Marco Mathiasen og hans ansatte har fire års uddannelse i netop autoelektronik, hvor mekanikerne ofte kun har berørt området i en kortere periode.

Og specialisten i autoelektricitet nyder, at han kan udføre det arbejde, der startede som en interesse på farfars værksted som syvårig.

- Vi er en lille nichevirksomhed, og det kan jeg godt lide. Det gør, at jeg kan overskue alt, hvad der foregår, og dermed har en god føling med tingene, forklarer Marco Mathiasen.

Egenreklame

I fjorten år har de været på adressen Vævergangen i Karlslunde. Førhen var kunderne på værkstedet 90 procent professionelle, og resten var private. I de seneste år er antallet er private dog begyndt at stige, i takt med at markedet for autoelektrisk ekstraudstyr stiger.

For at gøre lidt ekstra opmærksom på sig selv, producerer firmaet hvert år en folder om, hvad de laver. Der er tilbud på specifikke opgaver, men den fungerer også som en lille manual til taxachauffører. Her er nemlig lavet en lille guide til, hvis deres systemer, som Auto El Specialisten har monteret, pludselig skulle strække en lørdag nat.

- Derudover har vi fået nogle af vores kunder og leverandører til at reklamere i folderen, siger Marco Mathiasen.

I mange år har firmaet haft sin nuværende størrelse, og indehaveren forventer, at det fortsætter på samme måde de næste år, for selv igennem finanskrisen har de holdt fast i det samme antal ansatte. Der er nemlig altid plads til virksomheder, der har styr på nicheopgaverne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094