23948sdkhjf

Motorvejens nye auktionsmekka

Det store bilauktionshus BCA er flyttet til nyt domicil klods op ad E45 ved Vejle. Her skal de nymoderne omgivelser sikre en vækst på omkring 25 procent.
Man får næsten ondt i nakken, når blikket skal glide hen over BCA’s nye domicil. Den 70.000 kvadratmeter store grund fylder godt i landskabet og er et uundgåeligt syn fra den midtjyske motorvej E45, hvor godt 66.000 biler passerer hver dag.

Det gamle hjem for BCA på Bugattivej var blevet forældet og var, som direktør Christian Peter Sankel udtrykker det, bygget til den gang, hvor bilauktioner ikke foregik på internettet. I dag er verden en anden, og derfor er der nye krav til, hvordan et moderne bilauktionshus skal være udformet. Svaret er et projekt til 40 millioner kroner, hvor første spadestik blev taget i sommeren 2013. Placeringen blev 12 kilometer fra Bugattivej på den passende adresse, Auktionsvej. Hvor de før ejede, har de nu lejet af virksomheden Exxit 59.

Her er 3500 m2 etageareal og tilsvarende under halvtag. Området tæller en logistikbygning, der tager sig af ind- og udtjekning af bilerne. Der er installeret en stor vasketunnel samt klargøringshal, der styres af firmaet Byens Bilpleje. Derudover er der fire inspektions- og fotohaller, som er et must for at få bilerne gjort klar til onlineauktionerne. Hovedbygningen består af administration, kontorer og auktionshal med en bistro, der styres af et hotel i Vejle.

Målet er, at de nye omgivelser kan give bilsalget et væsentligt skub i vejret de kommende år.

- Sidste år solgte vi 16.000 biler, og planen er, at vi i 2017 skal sælge 20.000 biler. Vi håber på, at vores flytning til de nye lokaler kan skabe stordriftsfordele og gøre omkostningerne per bil mindre. Det skal komme vores kunne til gode, at vi nu endnu bedre kan få stordriftsfordele. Generelt er jeg bare stolt af at kunne byde velkommen her, forklarer Christian Peter Sankel, direktør i BCA Danmark.

I gang fra start

Der er 28 fastansatte, og derudover benytter BCA sig af timelønnede, der hjælper i forbindelse med auktionerne. De har også hjulpet til med at flytte i alt 1100 biler fra deres gamle lokation til den nye, inden ibrugtagelsen 8. september. Faktisk havde alle ansatte dårligt fundet deres nye kontorplads, før den først auktion gik i gang 9. september klokken 9.

Motormagasinet var til stede på den første auktionsdag, og for auktionslederen var den første dag med hammeren i de nye lokaler også en speciel oplevelse.

- I 25 år har jeg været vant til, at bilerne kom ind fra venstre. I dag kom de ind fra den anden side, forklarer Peter Worsøe om auktionen, hvor omkring 130 biler var under hammeren.

Selve auktionen forløb godt, om end både de ansatte og køberne skal finde sig tilrette i de nye lokaler. Derudover er der et par finjusteringer af podiet, hvorfra Peter Worsøe og hans kollegaer styrer auktionen og ligeså med lydsystemet.

Han peger dog på et par klare fordele allerede, selvom lokalet i sig selv ikke er blevet større end deres gamle.

- Vi har en bedre logistik her, og så kan vores kunder, der byder på nettet følge auktionen bedre. Vi har fået installeret flere kameraer, så de også har mulighed for at se tilskuerpladserne og dem, der byder, fortæller Peter Worsøe.

Mange auktionstyper

BCA-koncernen, der står for British Car Auctions, er Europas største bilauktionshus med hovedkvarter i England. Koncernen er ejet af den amerikanske virksomhed Clayton Dubilier & Rice, der blandt andet også ejer biludlejningsfirmaet Hertz. På verdensplan sælger BCA 12.000 biler ugentligt i 13 lande.

I Danmark råder auktionshuset over i alt 15 salgskanaler, der gør dem til en god samarbejdspartner for blandt andet leasingselskaber. Derudover står de for specielle, lukkede salg for en del importører og finansieringsselskaber. Hver tirsdag er der salg af personbiler, mens det hver fredag gælder varebiler. To gange månedligt er der salg af biler uden afgift, hvor der kommer mange udenlandske opkøbere til Vejle-egnen. Og så er der onlineauktionerne ved siden af.

Christian Peter Sankel har selv været i spidsen for BCA i Danmark siden juni 2013. Han er uddannet biløkonom og har været i BCA i 13 år, hvor han blandt andet har været tilknyttet BCA i Tyskland og fra 2005-2012 stod for opstarten af BCA i Sverige, der er en ren online auktion. Derfor ved han, hvad det handler om, hvis målet om 20.000 solgte biler årligt skal nås om tre år

- Med den konsolidering, der har været i branchen, er der behov for en auktionspartner, der kan hjælpe til med engrosbiler. Det behov bliver kun større i takt med, at forhandlerne bliver større. Det passer godt sammen med os, og derfor ser vi os selv som en god sparringspartner, siger Christian P. Sankel.

Folk vil handle live

I dag bliver der solgt omkring 55 procent af bilerne på nettet, mens resten foregår i auktionshallen. Og som det ser ud i dag, så bliver andelen af nethandel nok ikke større foreløbig, fortæller Christian P. Sankel.

- Jeg fornemmer et mætningspunkt på onlineauktioner i hele Europa. Folk vil gerne ud og se bilerne, møde folk og have live-oplevelsen, uddyber han.

Den mulighed får de den 30. september, hvor BCA holder åbent hus i de nye lokaler. Her vil der være morgenmad, udstillede biler i form af Teslaer og en DTC-racer ligesom Jan Magnussen agere gæsteauktionarius og sælger de første biler på dagens auktion. Og bilauktioner kommer der mange af i de næste år i det store auktionshus i Vejle.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095